Da vinterens kulde regerede

I sin samling har Post & Tele Museum en dagjour-nal over isbådstransporten på Storebælt. Den stammer fra 1794 det år postvæsenet overtog transporten med isbåde.

Dagjournalen blev ført frem til 1881 to år før DSB overtog Storebæltsoverfarten. Journalen er kun på otte sider men rummer alligevel mange spændende historier om kampen med vinteren. For hvert år noterede man i dagjournalen på hvilken dato der blev erklæret isbådstransport og hvornår den blev indstillet igen. Nogle år blev isbådstransporten indstillet og genåbnet flere gange.

Et blik ned over siderne beretter om det danske vintervejrs omskiftelige natur. Der var år i træk hvor isbådene slet ikke blev benyttet mens der andre år var brug for dem i flere måneder.

Isbåd som kan opleves i den permanente udstilling på Post & Tele Museum

1700-tallet endte i en istid

I vinteren 1798-99 var der erklæret isbådstransport fra den 26. december til den 12. april. Året efter fulgte en ligeså hård vinter hvor isbådene kom i brug fra den 19. december til den 11. april. Det var to lange vintre der hver varede i næsten fire måneder.

På den tid var en lang og kold vinter hård at komme igennem. To lange vinter i træk var intet mindre end en katastrofe især for mennesker der levede på samfundets bund og som ikke havde midler til at ruste sig imod kulde og sult. Ydermere betød et sent forår at det blev svært at få såsæden rettidigt i jorden. Resultatet var en dårlig høst og forhøjede kornpriser. Effekten af de hårde vintre kunne med andre ord mærkes længe efter at isbådene var trukket på land.

Skibsteknologien tog kampen op

Dagjournalen rummer ikke kun interessante oplysninger om fortidens vintervejr men også om konsekvenserne af den teknologiske udvikling i forrige århundrede. Det gennemsnitlige antal dage med isbådstransport falder nemlig fra 1794 til 1881. Frem til midten af forrige århundrede blev isbådene i gennemsnit brugt 30 dage om året. Derefter gik tallet ned til cirka 11 dage om året. Den væsentligste årsag til nedgangen er at man indførte skruedrevne dampere der var bedre rustet til at modstå isen end både gamle sejlskibe og hjuldampere.

Men det var ikke alt den nye type skibe kunne klare. Ud for 1867 står der noteret at isbådene i syv dage blev brugt til at befordre post og passagerer til dampskibet ud for Halsskov. Det år havde vind og strøm fået isen til at pakke sammen ud for kysten så al sejlads var umulig. Ganske vidt var postvæsenets første skruedampskib “Fyn” samme år blevet sat ind på ruten over Storebælt. Det var blandt andet sket for at forbedre vintertrafikken. Men ikke engang “Fyn” kunne forcere den hårde pakis. Derfor måtte post og passagerer fragtes det første stykke fra Halsskov ud til damperen der lå i åbent vand. “Fyn” fortsatte derefter over til den modsatte kyst hvor isbådene fra Knudshoved måtte ud for at fragte post og passagerer i land igen.

Den regelmæssige transport med isbåde ophørte først da man i 1880erne fik isbrydere der kunne holde sejlrenderne åbne. Men af og til har de måttet trækkes frem igen også i vort århundrede f.eks. under besættelsens første hårde vintre.

Relaterede artikler