0

Engangskameraet, nu på app

Af: Darnell Boddie

Af alle de mange problemer, vi har apps til at løse for os, er der nu en app, hvis tagline påstår, at den kan få dig til at leve i nuet. Dispo – Live in the Momen‪t er det påståede friske pust af liv i en digital verden plaget af overredigerede Instagram-billeder, der kan få selv den bedste til at føle en mangel på ægthed, som der plejede at være i de gode gamle dage.

Dispo fungerer som et engangskamera og vækker både i stil og funktion minder om dengang der stod Kodak og ikke iPhone på kameraet. Når man tager billeder med appen, kan man først se dem, når de bliver ”fremkaldt” dagen efter; gammel teknologi på ny app. Det kunstige benspænd til din smartphones ellers ubegrænsede kamerafunktioner har til formål, at få dig til at tage billeder på en måde, der er ufiltreret, uredigeret og spontan.

Lars Østergaard, social media-strateg, er en af de første i Danmark der har prøvet kræfter med den nye app. I ENIGMAs podcast ALL CAPS siger han: “Som platform mangler der nok at blive strammet lidt op i forhold til design og brugeroplevelsen, men som koncept ligger der noget spændende i platformen. Det er et ret fint alternativ til den hurtige verden, vi ser i øjeblikket.”

Og der er tilsyneladende mange, der deler Lars Østergaards interesse. Fra da Dispo blev udgivet i betaversion d. 19. februar, blev det på under en uges tid den fjerde mest downloadede app på Apples AppStore, som er den eneste app-butik den kan downloades fra endnu.

Dispo, som er en sammentrækning af ’digital disposable camera’ har ligeledes vækket investorernes interesse, og overstiger allerede 20 millioner dollars i investeringer. Det vurderes nu til omkring 200 millioner dollars, ifølge Axios. Grunden til den store interesse både fra brugere og investorer skyldes manden bag Dispo, David Dobrik. En 24-årige ’content creator’, aka Youtuber, baseret i USA. Han har 18,8 millioner abonnenter på sin primære YouTube-kanal og over 26 millioner følgere på TikTok. Med op til 30 millioner visninger på sine videoer har Dobrik i en ung alder allerede en fremtrædende position i amerikansk showbizz og derfor et forspring, når det kommer til rollen som tech-iværksætter.

Udover Dispo og sine videoer på både YouTube og TikTok har David Dobrik givet sig i kast med et kombineret talkshow-/podcastproduktion. Keld Reinicke, der har mange års erfaring i medieverdenen og lige nu arbejder med udvikling af digitalt indhold, pointerer til ALL CAPS, at Dobrik er en af dem i den nye medieverden med fingeren på pulsen, som vi kommer til at se meget mere til: ”Han er toneangivende og han er venner med den næste generation af kendte. Dem, der får lov til at komme igennem hans ’filter’, er dem, der sandsynligvis bliver til noget. Så selv om nogen vil se på det materiale han producerer nu som for ungt, intimt og useriøst, så tror jeg, vi ser fødslen af en, som vi kommer til at se rigtig meget til.”

Lige nu står Dobrik over for anklager om, at en medvirkende i en af hans videoer på YouTube er blevet udsat for seksuelt overgreb. Om den sag kommer til at have betydning for hans nye karriere som tech-founder kommer vi til at følge herfra.

Hør mere om David Dobrik og app’en Dispo i ENIGMAs podcast ALL CAPS, som er produceret for Loud her

Skribent

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.