0

Ville du låse døren for Jim Lyngvild?

Min gode kollega Thomas Bloch Ravn, direktør i Den Gamle By, udtalte forleden i Berlingske, at han ville låse døren til Den Gamle By for Jim Lyngvild. Det er der kommet en interessant debat ud af. Debatten handler om, hvorvidt museerne mister autenticitet, hvis vi viser udstillinger, der hviler mere på fantasi end på fakta. Men den handler også om, hvorvidt museerne bliver bedre og mere publikumsvenlige, hvis de museumsfaglige slipper tøjlerne og sætter sig på bagsædet, mens helt andre fagligheder styrer vognen.

Den slags debatter har det hurtigt med at ligne en lang taberforsvarstale (med hjælp fra clickbait-rubrikker), for det kommer meget nemt til at lyde som om, vi på museerne hegner os inde og ryster i buksen, straks et ”rigtigt” menneske ude fra den ”rigtige virkelighed” træder ind i vores hellige haller.

Det er bare slet ikke det, der er på spil.

Blochs Ravns centrale pointe om, at vi som museer har en kontrakt med vores omverden om, at vi er troværdige leverandører af historisk viden fortaber sig desværre, og i stedet træder allestedsnærværende direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev ind i debatarenaen og forsvarer sit samarbejde med Jim Lyngvild med udgangspunkt i en strategisk overvejelse om ”at ville samskabe med omverdenen”. Som om Nationalmuseet er alene og forrest med den ambition. Sagt lidt polemisk, så er Nationalmuseet nu nok snarere et af de sidste museer, der betræder den sti.

Løfter man blikket ud i det danske museumslandskab, står eksemplerne i kø. De allerfleste steder med høj faglig lødighed. Om det er, når hundredevis af danskere under corona-krisen hæklede værker til Trapholt, eller når udstilling efter udstilling inddrager publikums kroppe, deres beretninger, deres erindringer eller deres lyst til at lege.

Det vigtige er ikke, at kendisser som Lyngvild en gang i mellem får lov at lege barn i slikbutik. Det vigtige er, at de danske museer de seneste år er blevet meget, meget dygtige til at skabe udstillinger, hvor gæsterne selv kan sætte deres aftryk, og hvor man føler sig godt tilpas, selvom man ikke oplever sig selv om en typisk museumsgæst. Udstillinger, hvor der er veje ind uanset personligt udgangspunkt.

Set i det lys er Lyngvild-effekten en kortsigtet og sikkert sjov gimmick – for Nationalmuseet og de andre museer, som nu halser efter og ringer til iscenesætteren fra Faaborg i håbet om stigende besøgstal (og klingende kasseapparater). Den langsigtede og langt vigtigere effekt er, at vi i disse år er vidner til en bevægelse, hvor de danske museer er lykkedes med at få vakt lysten hos rigtig mange, som tidligere aldrig kunne drømme om at besøge et museum.

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.