0

FE-sagen røber uundgåelige paradokser i det statslige overvågningsapparat

Ny podcastserie, produceret af ENIGMA for Loud, stiller skarpt på den hemmelige statslige overvågning. Omdrejningspunktet er den aktuelle skandalesag i Forsvarets Efterretningstjeneste, som afslører en række centrale paradokser i overvågningens væsen og historie.  

 

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er i øjeblikket viklet ind i en betændt affære, som allerede er blevet udråbt af danske medier som den værste skandale i efterretningstjenestens historie.

Flere chefer og centralt placerede medarbejdere er blevet hjemsendt af forsvarsministeren, men det er i skrivende stund uvist, hvad sagen helt konkret handler om. Og på grund af selve genstandsområdet – statens og nationens sikkerhed – er der en vis sandsynlighed for, at den fulde sandhed aldrig vil nå ud i offentligheden.

I hvert fald ikke i vores egen levetid.

I den nye podcastserie “Vi er overvåget” undersøger tech-journalisten Marie Høst og historikeren Andreas Marklund overvågningens paradokser – i dag, i går og i morgen.

Derimod er der noget, der tyder på, at FE har bedrevet en form for overvågning, der overtræder tjenestens beføjelser. Den kortfattede men bistert formulerede pressemeddelelse, som er blevet udsendt af Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), nævner blandt andet ’operationelle aktiviteter’, der har været ’i strid med dansk lovgivning’.

Som præcisering henvises der til ’indhentning og videregivelse af en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere.’

Der florerer i øjeblikket en masse spekulationer om selve genstanden for FE’s ulovlige overvågning. Her vil jeg som forsker i stedet kigge i en anden retning og prøve at indkredse et antal paradokser, som FE-sagen giver mig anledning til at fremdrage. Det er paradokser, som jeg også fortæller om i min nye bog ’Overvågningens historie – fra sorte kabinetter til digital masseovervågning’.

 

Grænsen mellem indre og ydre trusler
Det første paradoks handler om grænsen mellem indenrigs- og udenrigsorienteret overvågning.

Denne grænse er faktisk en vigtig brik i vores demokratiske retsstat. Som udgangspunkt er det kun Politiets Efterretningstjeneste, PET, der har ret til at overvåge personer indenfor landets grænser. PET er nemlig bundet af Retsplejeloven og må derfor kun bruge overvågning i tilfælde, hvor de også har en retskendelse – altså tilladelse fra en uafhængig domstol, for hvilken PET skal sandsynliggøre, at det specifikke indgreb i privatlivets fred står i proportion til den forbrydelse, som politiet arbejder for at opklare eller forhindre.

Kravet om retskendelse gælder som udgangspunkt ikke for en udenrigsefterretningstjeneste som FE. Ligesom amerikanske CIA og britiske MI6, er dens overvågningsoperationer rettet mod trusler i udlandet. Ofte handler det desuden om militære eller i hvert fald paramilitære mål på forskellige steder ude i verden, for eksempel islamistiske terrorister og statsansatte russiske hackers, som ikke er beskyttet af den danske grundlov og dens bestemmelser om privatlivets fred.

Så langt loven og de retsstatslige principper.

I realiteten kan distinktionen mellem indre og ydre trusler ofte være skræmmende uklar og porøs. Dette gælder især ved kabelbaseret masseovervågning, hvilket med stor sandsynlighed indgår blandt de ’operationelle aktiviteter’, som bliver omtalt i ovennævnte pressemeddelelse.

Sandheden er naturligvis, at grænsen mellem indre og ydre – mellem den nationale og globale sikkerhedssituation – kan være yderst svær at få øje på for nutidens efterretningstjenester, hvis fysiske jagtmark primært udgøres af digitale kommunikationsnetværker, der går på kryds og tværs af nationale grænselinjer.   

 

Masseovervågning er et barn af Første Verdenskrig

I denne indviklede, territorielle gråzone finder vi et overvågningshistorisk paradoks, som er ældre end både internettet og de fiberoptiske datakabler.

Kabelbaseret masseovervågning som historisk fænomen kan spores tilbage til Første Verdenskrig. Den statslige overvågning er ganske vist lige så gammel som staten selv, men inden 1914 var den oftest mere målorienteret og socialt set ’eksklusiv’ – orienteret mod eliten – end den, vi kender i dag.

Men under Første Verdenskrig begyndte krigsførende såvel som neutrale stater, med udgangspunkt i 1800-tallets kommunikationsteknologiske landvindinger, at udvikle systemer for masseovervågning af grænseoverskridende kommunikation.  Fokus var på telegrafen og i nogen grad telefonen, men også post som krydsede landegrænser – breve, postkort og pakker – blev opfanget af disse før-digitale masseovervågningssystemer.

Det var netop det grænseoverskridende eller transnationale, der stod i fokus. Informationer, mennesker og varer, der krydsede skellet mellem det nationale og globale.  

 

Sådan overvågede staten skellet mellem indre og ydre.

Masseovervågningen fulgte to hovedspor. Det ene var overvågning som censur. Her var formålet at forhindre spredning af uønsket information, for eksempel propaganda, rygter og spionrelaterede beskeder. I det danske tilfælde blev dette indført på krigens første dag, d. 1. august 1914, hvor landets telegrafister fik besked om at telegrammer ’fra danske Stationer indeholdende sensationelle og urigtige Meddelelser om danske Forhold og stemninger’ ikke måtte sendes til udlandet.

Men masseovervågningen blev også brugt til indhentning. Dette var en form for højteknologisk spionage, kaldt ’Signals Intelligence’ eller SIGINT på engelsk, hvor man fiskede efter brugbare efterretninger i de transnationale kommunikationsstrømme. Et dansk eksempel er en fortrolig instruks i 1916 til personalet ved Københavns Hovedtelegrafstation, om at telegrammer til eller fra de krigsførende stormagter – hvis indholdet blev bedømt som at være af ’politisk eller militær-politisk natur’ – hurtigst muligt skulle sendes i kopi til ’den militære Kystcentral’.

Kystcentralen var navnet på en hemmelig militær efterretningsenhed, som rapporterede direkte til Overkommandoen og under verdenskrigen var indlogeret i et diskret bagkontor ved Hovedtelegrafstationen i Købmagergade.

Kystcentralen: ultrahemmelig dansk efterretningsenhed, der under krigen i 1914-1918 var indlogeret ved Hovedtelegrafen i København.

 

Krigens og undtagelsestilstandens logik blev også brugt i fredstid

De statslige overvågningssystemer ekspanderede massivt under Første Verdenskrig. Ifølge en rapport fra det britiske krigsdepartement i 1920 var der ’under krigen sandsynligvis ikke nogen form for menneskelig aktivitet’, som ikke blev ramt af den kabelbaserede masseovervågning.

Det virkeligt interessante er dog, at disse overvågningssystemer aldrig blev fuldstændigt afviklet efter våbenhvilen og freden i 1918–1919.  Og her kommer vi ind på næste paradoks i overvågningens moderne historie. Kabelbaseret masseovervågning blev altså indført som en ekstraordinær foranstaltning for at håndtere en ekstraordinær krisesituation, men når krisen var vel overstået – og hverdagen vendte tilbage i europæisk politik – forblev det ekstraordinære en del af værktøjskassen for de statslige myndigheder.

I alle de lande, som jeg har undersøgt, fortsatte man at overvåge den kabelbårne kommunikation på grund af frygt for revolutionær propaganda med koblinger til den russiske revolution. Det gælder også for Danmark, hvor telegrafisterne fik instrukser om stadig at holde øje med statsfjendtlig kommunikation, med særlig fokus på ’bolsjevikisk agitation’.

Søgelyset var stadig rettet mod de transnationale forbindelser; på kommunikationsstrømme mellem faktiske og potentielle trusler i ind- og udland. Det nye var, at den kabelbaserede masseovervågning – som fulgte krigens og undtagelsestilstandens logik – nu også blev brugt i fredstid.

Altså: retskendelsesløs statslig overvågning, rettet mod indholdet i den transnationale kommunikation, indgik som del af ’det nye normale’ i tiden efter Første Verdenskrig.

 

Overvågningssystemet ekspanderer i 1930’erne

I begyndelsen af 1930’erne begyndte overvågningssystemerne igen at ekspandere. Efter en kort lysning i midten af 1920’erne var verden atter blevet mørk og bister. Der var den store depression, Stalins uhyrligheder i Sovjetunionen og den nazistiske magtovertagelse i Tyskland.

I Danmark udstedte Generaldirektoratet for Post & Telegrafvæsenet et fortroligt cirkulære i 1934 om, at samtlige telegrammer som kunne antages for at ’være farlige for Statens Sikkerhed eller at kunne forvolde Uroligheder i Landet’ skulle indrapporteres.

Det samme skulle gælde for telefonsamtaler med et statsfjendtligt, samfundsnedbrydende eller kriminelt relateret indhold.

Årsagen til denne udvidelse var, at Post & Telegrafvæsenet i 1933 havde informeret Udenrigsministeriet om et suspekt telegram sendt fra Moskva til den kommunistiske bistandsorganisation Røde Hjælp i København.

Der var altså stadig den grænseløse kommunikation, der var i fokus for den statslige overvågning. Knudepunkterne mellem nationen og omverdenen – grænseovergangene mellem indre og ydre virkelighed – var en akilleshæl for staten, hvor alskens trusler cirkulerede i uoverskuelige strømme af information. 

 

At beskytte demokratiet med udemokratiske metoder

I Danmark, Storbritannien og andre demokratiske lande var optrapningen af 1930’ernes statslige overvågning et forsøg på at forsvare demokratiet mod antidemokratiske kræfter. Heri kan vi ane det tredje paradoks, som jeg også synes, at FE-sagen udstiller. For beskyttelse af demokratiet med udemokratiske metoder er naturligvis i sig selv et paradoks.

Dette var 1930’ernes demokratiske magthavere smerteligt bevidste om. I det socialdemokratisk styrede Sverige blev der opbygget en ny sikkerhedstjeneste kaldt Allmänna Säkerhetstjänsten, hvis beføjelser på overvågningsområdet skulle være tilpasset den moderne krig og dens ’totale karakter’.

Altså: masseovervågning.  

Derfor holdt den svenske regering øje med de statslige overvågningssystemer, der samtidig ekspanderede blandt nabostaterne. Et prioriteret område var, hvordan øvrige demokratier håndterede vægtningen af statens sikkerhed mod privatlivets fred. En sammenligning med overvågningen i de ikke-demokratiske stater var derimod ikke relevant, ifølge de lovmæssige forarbejder der i yderste fortrolighed blev fremstillet for den svenske regering i 1937-1938:    

 

“At der indenfor diktaturlandene og andre autoritært styrede stater foreligger en særligt indgribende regulering i den enkeltes liv, er alment kendt.”

 

Denne tørre, lakoniske konstatering indfattede i det store hele demokratiets dilemma i en nøddeskal. Hver eneste lille sprække i den fundamentale barriere mellem stat og privatliv var i bund og grund et trin på vejen mod den totalitære stat.

 

Overvågning er et ældgammelt dilemma

For de skandinaviske socialdemokrater var Nazityskland naturligvis det indlysende eksempel på, hvordan overvågning kunne misbruges til at smadre et demokrati. Som jeg beskriver i ‘Overvågningens historie’, var selve frygten for den statslige overvågning en livseliksir for det nazistiske regime.

Samtidig vil jeg gerne understrege, at privatlivsudviskende overvågning naturligvis ikke blev opfundet af nazisterne. Problemet stikker væsentligt dybere end som så – og historisk ville det være mere korrekt at beskrive den statslige overvågning som før-demokratisk snarere end udemokratisk.

Den er nemlig et levn fra en før-demokratisk tidsalder, inden der eksisterede noget, der overhovedet mindede om boligens ukrænkelighed og privatlivets fred.

En tidsalder, hvor samfundsmagt var et spørgsmål om kontrol og evnen til at beherske, uden omsvøb og lovmæssige forhindringer.

 

Bismarck og pølserne

Den tyske jernkansler Otto von Bismarck bliver indimellem tilskrevet et fantastisk udsagn om, at folk sover bedre hvis de ikke ved, hvordan love og pølser bliver lavet.

Kildemæssigt er det uklart, om de bevingede ord virkelig stammer fra Bismarck, men de fanger noget væsentligt om overvågningens dilemma i et moderne demokrati.

Den statslige overvågning er nemlig aldrig køn. Det er statslig magtudøvelse i dens allermest nøgne, rå og brutale form.

Overvågning er altid et spørgsmål magt. Om styring gennem systematisk indsamling af information om det, man ønsker at beherske og kontrollere, for eksempel et territorium, en politisk bevægelse eller individer, der spreder uønsket, måske polariserende information. Derfor vil den statslige overvågning altid også være et tveægget sværd i forhold til demokratiet og retsstatens reguleringer, som er senere og væsentligt mere skrøbelige lag i det statslige bygningsværk.

Paradokset er uundgåeligt.

Og netop derfor vil overvågningsskandaler som den nuværende FE-sag blive ved med at poppe op og ryste den danske offentlighed.

For demokratiet er det naturligvis et sundhedstegn.  

 

Skribenten anbefaler: 

Janne Flyghed: Rättsstat i kris. Spioneri och sabotage i Sverige under andra världskriget. Stockholm: Federativs, 1992.  

Jill Hills: ”What’s New? War, Censorship and Global Transmission. From the Telegraph to the Internet.” The International Communication Gazette, 2006.

Edward Snowden: I offentlighedens tjeneste. København: Informations Forlag, 2019.

 

Blogposten er også bragt som artikel i onlinemagasinet “Forskerzonen” på videnskab.dk.

Skribent

Andreas Marklund

Andreas Marklund er forskningschef på ENIGMA og ph.d. i historie fra European University Institute i Firenze. Andreas Marklund is Head of Research at ENIGMA and has a doctorate in history from the European University Institute in Florence.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.