0

I år blev konfirmanderne voksne

Et ”velkommen til de voksnes rækker” i konfirmationstalen har i mange år været en tom talemåde – lige indtil i år, skriver museumsdirektør og forfatter Jane Sandberg

Corona-krisen har vendt op og ned på det meste for de fleste. Også på de mange konfirmationer, som skulle have været forårets højdepunkt for mange unge. Tålmodigt har de ventet på deres livs hidtil vigtigste fest, alt imens de er vokset fra de kjoler og jakkesæt, der har hængt i skabet og samlet støv og ventet på den store dag, som blev udsat igen og igen i takt med coronaen lagde en verden ned. Med mange måneders forsinkelse har de fleste af disse unge nu endelig været en tur i kirken, og måske de har slået nervøst på glasset til festen for at takke for den barndom, de så småt er ved at lægge bag sig.

De er sikkert også blevet budt velkomne i de voksnes rækker af velmenende onkler og tanter. Og sjældent har velkomsten til voksenlivet været mere passende. For netop i år giver den tyndslidte floskel rent faktisk mening. Mon ikke de færreste af disse unge i begyndelsen af marts nogensinde havde tænkt over, hvad begrebet samfundssind betød? Og mon ikke, at et fåtal af dem havde skænket ret mange tanker i retning af, hvad det at være voksen i et demokratisk samfund indebærer af pligter? Men til trods for, at de på kort tid har måtte sætte sig selv til side for at tage vare og del i det store fællesskab, så har de fyldt ansvarets store sko ud.

Bare sidste år ville det have været noget af en tilsnigelse at titulere en 14-årig som voksen i vores moderne samfund, men i år har corona-generationen på meget kort tid lært meget om, hvad det betyder at være voksen i vores demokratiske samfund. For vi har mødt dem med krav om at agere voksent. Simpelthen fordi det har været nødvendigt. Og lige præcis disse unge er blevet stillet overfor meget voksne problematikker, som de fleste af dem har håndteret forbilledligt. De er gået i skole hjemmefra på computer, de har manglet det sociale samvær med deres kammerater, de har måtte vinke farvel til lejrskoler, sommerferierejser og måske til mødet med den første kæreste. Vi har ganske enkelt bedt dem om at tage ansvar og lide afsavn fuldstændig på lige fod med voksne. Og de har bestået med bravour. Så dette års konfirmander er i sandhed trådt ind i de voksnes rækker. Med alt hvad det indebærer af pligt og ansvar som voksen samfundsborger.

I en mere normal tid ville vi have lykønsket konfirmanderne og et par dage fejret dem med skåltaler og lidt løsere tøjler, når de drog ud til deres Blå Mandag festivitas. Med et par dåseøl i tasken og forældreformaninger om passe på sig selv og hinanden i øret, ville vi have sluppet dem fri. Men når dåserne var tømt og festtøjet hængt tilbage i skabet, ville deres ungdomsliv fortsætte som vanligt.

For sådan plejer det at være for de fleste konfirmander. Det, der i tidligere tider vitterligt var skillelinjen mellem barndom og voksenliv, behandler vi i dag mest som en anledning til at fejre den unge, og så lige samle familie og (forældrenes) venner til fest. Konfirmationen er i dag sjældent fulgt af særlige forpligtelser eller ændrede forventninger til konfirmanderne. For sådan ser vi voksne for det meste på konfirmationen.

Men hvad med de unge selv? Hvad betyder konfirmationen egentlig for dem? En undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier fra 2016 viste, at det primært var tradition og lysten til at bekræfte den kristne tro, de unge konfirmander angav som årsag til, at de havde valgt at blive konfirmeret. Et resultat som sikkert kom bag på mange, fordi de fleste nok havde en opfattelse af, at det særligt var festen og forventningen om gaveregn, som fik de unge til at gå til konfirmationsforberedelse. Sådan var det så ikke. Undersøgelsens resultat peger i retning af en generation, som har tænkt sig godt om, og som er bevidste om både historiens betydning og om deres personlige behov for tro. Og måske siger resultatet også noget om, at man, selvom man kun er 13-14 år, er klar til at tage livtag med nogle af livets store spørgsmål. Så når vi andre har troet, at unge mennesker ikke var klar til at håndtere ret meget selv, så har vi taget fejl. Og måske er det netop her, vi skal finde årsagen til, at de fleste unge har været både ansvarlige og altruistiske i deres måder at håndtere coronaens klamme favntag.

Den generation, der konfirmeres i disse uger, hører til de såkaldte curlingbørn. Det er børn, som er vokset op med forældre, der har haft travlt med at gøre børnenes gang på jord så nem som overhovedet muligt. Deres forældre har været ved at falde over egne ben i bare iver for at fjerne enhver tænkelig forhindring på ungernes vej. Som når mor laver alle legeaftaler, eller når far bærer skoletasken helt ind i klassen. Eller når mor og far næsten laver barnets lektier, og barn bliver kørt til skolen i bil, men med cykelhjelm (bare for en sikkerheds skyld!).

De fleste børn er faktisk ret robuste. Og tænksomme. Og handledygtige. Det viser den nævnte undersøgelse. Og det bekræfter også børnenes forståelse for, at også de har måtte lide afsavn under coronakrisen. Så om ikke andet kunne et fromt håb være, at corona kommer til at betyde, at curlingforældrene holder op med at pakke deres børn ind i vat og bomuld og i stedet behandler dem som selvstændige og tænkende unge mennesker på vej. Og at vi, der er voksne, møder de unge mennesker med langt mere tiltro og tillid til, at de er i stand til at påtage sig ansvar og udvise forståelse for, at verden er mere end bare lige dem.

Hvis vi savner konkrete eksempler på, hvor ansvarlige vores unge er, kan man blot se på, hvordan rigtig mange af dem er levende og oprigtigt engagerede i kampen for klimaet. Når det lykkes dem at mobilisere titusindvis af jævnaldrene i kampen om at råbe os andre op og få os, der har ansvaret og beslutningskraften til at tænke os bedre om, så gør de det på fineste konstruktive vis. De demonstrerer, træder op i medierne og handler gennem aktiviteter, hvor de lytter, taler og lægger planer. De finder hinandens hænder i sager, som handler om alt andet end bare dem selv. Og de respekterer demokratiets spilleregler. Det laver ikke voldsomme ungdomsoprør som tidligere generationer. Deres oprør er langt mere handlings- og løsningsorienteret, og de tager i den grad ansvaret på sig, som når de for eksempel køber genbrugstøj, eller når de udfordrer forældrene og siger, at de ikke længere vil med på ferierejser med fly. For klimaets skyld.

Så måske det i år havde været langt mere på sin plads, at vi i konfirmationstalerne havde lykønsket forældrene med, at de trods alt har opfostret en generation, som på nogle måder agerer langt mere voksent end deres forældre. Og vi kunne ved samme lejlighed bede forældrene pakke curlingtaskerne sammen og udvise lidt mere tiltro til, at deres unger faktisk både kan og vil tage det ansvar på sig, som det at blive voksen kræver.
________________________________________
Bragt på religion.dk den 12. oktober 2020

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.