0

Endelig kom Joy Mogensens kulturpolitiske vision

Det politiske rådgivningsarbejde i regeringen Mette Frederiksens kulturministerium bliver næppe pensum på kommunikationsuddannelser i best practice, men til trods for det ene knock out efter det andet, er der lige nu puls at spore i Nybrogade. For kulturminister Joy Mogensen er i denne uge er trådt uvant meget op og frem for at forklare og forsvare sit job og sin politik. Mon ikke det, at ministeren taler ud netop nu i agurketiden, er en rådgivers kalkulerede forsøg på at opnå et slags comeback for den mildt sagt forslåede minister?

At dømme efter store interviews i både Information, Deadline og TV2s nye halvtimesprogram Status, har ministeren formået at finde både kampgejst og et katalog af velformulerede forklaringer frem og er gået i tv-studierne for at imødegå noget af al den kritik, der er regnet ned over hende som monsterhagl, siden hun i juni sidste år satte sig på taburetten. Og den lyst forstår man godt, for vi har jo at gøre med en minister, der har manøvreret igennem debutåret med så meget møg i kølvandet, at skruen i maskinen næsten synes at være gået i udu og en minister der, indtil nu, har haft endog meget svært ved at få formuleret sine kulturpolitiske budskaber til både kulturbranchen og den brede offentlighed.

Især ministerens og ministeriets håndtering af corona-krisen har skabt en afgrund mellem en af de hårdest ramte brancher og et ministerium, som – viste det sig – havde et meget ringe kendskab til branchens præmisser. En udtalelse fra ministerens side om, at hun ville finde det ”upassende” at tale om kultur, mens corona spredte sig i samfundet, faldt også mange af kulturens aktører for brystet. Derefter var det som om, at alt hvad ministeren rørte ved gik galt. Eller blev læst ind i en skæv sammenhæng. Fx da hun i et i øvrigt fint og ærligt interview gav udtryk for, at hun var vild med Absolute Music # 2. Slagene faldt med det samme; hårde og helt urimelige fra dem, hvis musikalske hjerte åbenbart kun slår på 2 og 4 i en Bob Dylan-sang.

”Jeg brænder for kulturen” synes at være den punchline, ministeren har haft lyst til at sende danskerne på ferie med. Det fik hun i hvert fald slået fast adskillige gange i de forskellige interviews. Og så gjorde hun et – faktisk – vellykket forsøg på at forskyde fokus fra undskyldninger til forklaringer, når hun søgte til kulturens mangfoldighed som årsag til, at hun og hendes ministerium var blevet taget på sengen ift. kulturens mange forskelligartede eksistenspræmisser.

Hun lykkedes også med at få slået fast, at vi kan regne med, at vi i hende har en minister, der står vagt om armslængdeprincippet, og så fik hun meddelt, at ”vi ikke skal være erhvervsministerium”. Særligt den sidste sætning faldt træfsikkert igen og igen i ugens interviews, og er helt sikkert en fintsleben pointe undfanget i ministeriets kommunikationsafdeling som en slags afbødning på ministeriets manglende evne til at komme de økonomisk nødlidende kunstnere og institutioner til undsætning under corona-krisen.

Det er godt at notere, at ministeren ”brænder for” sit område. Men hun skal være varsom med at tale om kulturens ressort som et sted, der er befolket af ildsjælde. De af os, som arbejder i branchen, er selvfølgelig engagerede, men det er vores jobs, ministeren taler om. Vi er ikke blot sjæle tændt af en hellig ild. Vi er også professionelle, som får vores løn for ikke at brænde ud (som mange frivillige ildsjæle i sagens natur gør). Det er også fint, at ministeren hylder armslængden (først når hun gjorde det modsatte, ville der være en nyhed her), og selvfølgelig har hun ret i, at kulturministeriet ikke skal være erhvervsministerium. Så alt i alt ikke de store overraskelser i de meldinger.

Men to gange i de tre store interviews lykkedes det faktisk ministeren at give klart udtryk for sin kulturpolitiske vision. Det var, da hun i Deadline og Status fortalte, at kulturministeriet skulle være et demokratiministerium, og at kultur for hende handler om, at alle får en stemme. Her var der ingen tvivl om ministerens engagement og om, at det er hende selv, der taler. For her kom lys i øjnene og konturerne af et fint formuleret socialdemokratisk kulturprojekt blev tegnet op, når ministeren beskrev, hvordan kulturen skal få flere til at deltage og bidrage til samfundet.

Tak for den vision, Joy Mogensen og for, at du endelig gav os en retning for, hvad du vil med dit område. Nu har du delt din vision. Næste skridt må være en planen for, hvordan du har tænkt dig, at din vision skal blive til virkelighed.

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.