0

Lovlydige radioamatører fik en lang næse

I sidste måned fortalte vi om den entusiastiske radioamatør OZ7XA, der beredvilligt stillede op, da myndighederne havde brug for hans ekspertise til at afsløre ulovlige radioudsendelser. Her skal vi høre, hvordan det gik ham under resten af besættelsen og lige efter.

Kort efter at tyskerne havde besat Danmark, fik OZ7XA ligesom de øvrige radioamatører besked på at deponere sit sende- og modtageudstyr på den lokale politistation. Det skete pr. telegram, sendt direkte til de enkelte radioamatører. På billedet ses det telegram, som OZ7XA modtog den 16. april 1940:

 

Som lovlydig borger afleverede OZ7XA straks dagen efter sit udstyr i tre pakker på politistationen i Hellerup og fik til gengæld en formel kvittering. I telegrammet stillede politiet i øvrigt også en kontrol af afleveringen i udsigt.

 

Halvanden måned senere fulgte P&T op på sagen og bad i et brev OZ7XA om at vurdere, hvor meget hans anlæg var værd. Det skulle nemlig brandforsikres.

Der er næppe tvivl om, at det har været svært for radioamatørerne at tage afsked med deres dyrebare udstyr, uden at vide hvor lang tid adskillelsen ville vare. Det var nok de færreste af dem, der havde forestillet sig, at der skulle gå mere end fire år, før de kunne gøre sig håb om at gense deres kære apparater. I mellemtiden fristede deres udstyr en krank skæbne.

Kriminalpolitiet i Aarhus tager det indleverede sendeudstyr i nærmere øjesyn. Selv om det gjorde ondt på mange radioamatører, fulgte i hvert fald de fleste ordren om at deponere udstyret uden tøven. (OZ. Officielt organ for Experimenterende Danske Radioamatører, nr. 5, maj 1940.)

 

Efter 2. verdenskrig skulle radioamatørerne have deres udstyr tilbage, men det gik ikke uden problemer. Meget af udstyret var forsvundet eller ødelagt. Det skyldtes ikke mindst, at tyskerne skærpede kursen og besluttede at radioudstyret skulle flyttes til mere sikre opbevaringssteder end der, hvor det var blevet deponeret. Det kom frihedskæmperne for øre, og de foretog et raid mod Generaldirektoratets lokaler på Nørrebrogade, hvor en del af udstyret var blevet deponeret. Det udstyr, de ikke tog med, blev ødelagt. Tyskernes svar var at inddrage alle radiosendere landet over. Dermed mistede de danske myndigheder føling med, hvor udstyret havnede.

En del af senderne blev placeret i et skur bag Shellhuset i København. Det medførte, at apparaterne blev kannibaliseret, og rør, krystaller, måleinstrumenter m.m. blev solgt på det sorte marked eller brugt til at reparere tyskernes radioudstyr.

Det var derfor ikke uden grund, at P&T i september 1946 skrev til radioamatørerne, at deres udstyr dels var blevet ”fjernet”, dels ”blevet beslaglagt af det tyske politi”. Staten meldte derfor hus forbi med hensyn til erstatning og henviste de skadelidte radioamatører til ”vedkommende krigsforsikringsforbund”.

Radioamatørerne gav dog ikke op så let. De anlagde sag mod Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet. Sagen kom for i både byret, landsret og højesteret. Byretten frifandt i december 1946 P&T, mens landsretten i maj 1947 gav radioamatørerne medhold. Desværre for radioamatørerne endte det med, at højesteret i februar 1948 stadfæstede byrettens dom og frifandt P&T.

Og således endte historien om OZ7XA’s radioanlæg.

 

 

Skribent

Arne Biering

Arne Biering er historisk konsulent i ENIGMAs forskningsafdeling. Arne Biering is historical consultant in ENIGMA's research department.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.