0

Vi søger aflad på sociale medier

Vi er trådt ind i et år, hvor der om noget bliver fokus på ændret adfærd i klimaets favør. Men hvor dybt stikker vores vilje til forandring og ændret adfærd egentlig? Mener vi det alvorligt, eller er det mest noget, vi snakker om og deler på de sociale medier? 

Jeg var op til julemåneden ret spændt på at se, hvordan årets hotteste tema i den offentlige samtale – klimaet – ville få indflydelse på vores adfærd i december. For hvem ville, efter et år med skovbrande, tyfoner, oversvømmelser og Greta Thunbergs ”how dare you”-tale, være bekendt at sugarcoate altaner og rododendroner i lyskæder og sætte elmåleren på overarbejde? Og hvem ville medvirke til unødvendigt overforbrug og indkøbe bjerge af gaver og lægge dem under det juletræ, som burde være blevet på sin plads i skoven? Eller bidrage til både madspild og metangasudledning ved at servere retter med den store klimasynder; kød?

Svaret er enkelt: Det ville de fleste af os. For en ting er, hvad vi mener i det offentlige rum, en anden er, hvad vi gør i det private. Mens vi har travlt med at iscenesætte vores gode og politisk korrekte valg, når vi taler med andre eller poster på sociale medier, så er de billeder ofte temmelig langt fra de virkelige valg, vi træffer. Vi ved det godt, men så bruger vi de sociale medier til at få forladelse for vores synder.

I alle de store verdensreligioner er syndsforladelse central. I den katolske kirke kan man få aflad for sine synder ved at skrifte, i den kristne tro bekender vi vores synder, og beder om tilgivelse. I jødedommen kan man opnå tilgivelse gennem bøn, anger og gode gerninger, og i islam opnås syndsforladelse blandt andet gennem pilgrimsfærden. Men vi har fået endnu en mulighed. Det er nemlig muligt også at få tilgivelse for dårlig adfærd på de sociale medier.

Absolution blandt andalusiske eremitter i slutningen af 1800-tallet. (“Cordoue. L’absolution, chez les ermites de la Sierra”. Library of Congress/Wikimedia Commons.)

Min Facebook-side svømmer i januar over af skønne fotos fra fjerne destinationer. Mine venner slanger sig i kridhvidt sand på asiatiske bountystrande. Det gjorde de også sidste år. Eneste forskel er, at flere i år har valgt at lade fotos få følgeskab af en tekst som forkynder, at de selvfølgelig har klimakompenseret, da de betalte for flyrejsen. Afladet er købt, og vi kan fortsætte vores uansvarlige livsstil, fordi absolutionen indfinder sig i takt med, at likes og hjerter fra digitale relationer sværmer ind på Facebookvæggen.

Men vi redder altså ikke klimaet ved at betale 100 kr. ekstra for en flybillet til Thailand. Og vi redder slet ingen ting ved bare at positionere os selv som bevidste og ansvarlige. Altså lige bortset fra vores egen anseelse. Jeg møder stort set ingen mænd og kvinder i mørkeblå powersuits på vej hen til toppen af samfundet uden at de har den lille pin med symbolet på FNs Verdensmål sat i reverset. Fint nok, at man har behov for at flashe sin bevidsthed og oplysthed overfor resten af verden. Men det er altså heller ikke små farvestrålende brocher, som kommer til at ændre den. Og da slet ikke, hvis de blot er fæstnet til habitten som fysiske beviser på en afladshandling.

Det er ikke en ny tendens. Vi kender den faktisk rigtig godt. Altså det der med at sige et, men gøre noget andet. Tænk bare på lysten til at bekende politisk kulør for 15-20 år siden. Poul Nyrups ord: ”stuerene – det bliver I aldrig” om Dansk Folkeparti rungede i de flestes ører, og dem, som vitterligt satte deres kryds ved liste O, gjorde det i dølgsmål og svarede sjældent sandt, når de blev spurgt, hvad de havde stemt. I dag er der kommet langt mere rabiate partier på stemmesedlen, og nu er det de endnu mere polariserede partier, vi ikke fortæller, at vi stemmer på.

Noget af det mest positive, som de seneste år har givet os, er den øgede bevidsthed om klodens ringe tilstand. Ikke bare klimaforskere ved, at jorden vånder sig og råber på hjælp. Det er almen viden for de fleste, helt ned i børnehøjde. Desværre også med den konsekvens, at et stigende antal børn og unge kæmper med decideret angst for, hvilken fremtid, de går i møde. Hvis vi skal bruge den stigende bevidsthed og viden til noget godt, skal vi forbi den naive forestilling om, at bare vi køber aflad, så går det nok endda.

Vi skal indse, at vi skal stå ved vores fine hensigter og handle i tråd med dem. Det vil kræve ændringer, som kan mærkes. Færre flyrejser, mindre kød, mindre forbrug. Mere forskning i nye leveformer og nye erkendelser af, at vi kan finde gode liv i andet end forbrug og luksus. Og man kan jo håbe på, at en sidegevinst bliver, at vi også giver lidt mere retvisende billeder af vores virkelighed, når vi positionerer os på de sociale medier og i den offentlige debat.

For nogle år siden skulle vi i familien have bygget nyt køkken. Den slags tager jo nogle uger, hvor man i sagens natur er uden sit sædvanlige madværksted. De kulinariske oplevelser begrænsede sig i perioden mest til – en i øvrigt anbefalelsesværdig ret – ”venners aftensmad”, og hvad frysedisken i supermarkedet kunne byde på. En af de dage, hvor jeg fouragerede i Irmas fryseboks, stod jeg i kassekøen med mine fire tv-dinners.

Lige bagved mig stod en af mødrene fra børnehaven. Hendes vogn bugnede af spelt, spinat og spirulinaprodukter. Et øjeblik overvejede jeg seriøst, om jeg skulle sætte hende ind i vores køkkensituation, for noget mere pinligt end at blive taget på fersk gerning med favnen fuld af no-go mad, var svært at forestille sig. Vi havde jo sammen siddet til forældremøder og talt om, hvor vigtigt det var, at institutionen havde en streng sukkerpolitik og poderne blev stopfodret med øko-mad.

Og jo; jeg faldt selv i, købte aflad og hørte mig selv forklare den panderynkende mor i kassekøen, hvorfor jeg stod der med fire tarvelige kylling i karry på frost. Men første gang hendes barn kom på legebesøg efter køkkenombygningen, var der selvsagt årstidsrigtig frugt og vegetarlasagne på menuen!

Kronikken er bragt på religion.dk den 10. februar 2020.

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.