0

Plat eller krone?

Så kører snakken om kongehuset igen. Denne gang antændt af kronprinsparrets tre måneders kombinerede skole/skiophold i rigmandsparadiset Verbier i Schweiz. Forargelsen er til at tage at føle på, og den deler sig i to: kan kronprinsparret tillade sig at være kongelige på halv tid, men stadig være fuldtidsfinansieret af vores alle sammens skattekroner, og hvilke midler er det lige, der har finansieret det hus parret angiveligt har haft i flere end ti år i Tobleronelandet? Hardcore royalister synes, at det er synd for de kongelige med al den debat. Men er det synd?

Nu er det jo ikke sådan, at det kun er i Danmark, at vi diskuterer kongehuset. I England har den kommende konges lillebror med kone og nyfødt søn meldt sig mere eller mindre ud af det kongelige cirkus og tilkendegivet, at de agter at forsøge at klare sig for egne midler (en opgave der synes overkommelig, prins Harrys formue taget i betragtning!) I Norge bokser de lidt med en ex-prinsesses flirt med både engle og en kæreste, som hævder, at folk, der rammes af kræft, selv er ude om det.

Karikatur af Storbritanniens George V fra 1. verdenskrig, hvor det britiske kongehus skiftede navn fra det tyske Sachsen-Coburg und Gotha til det mere patriotiske House of Windsor. (Wikimedia Commons)

At være en del af en kongefamilie er som at bo i et gyldent bur. Selvom tremmerne er af guld, er der stadig lås på døren. I bund og grund en udemokratisk struktur, hvor de, der låses inde, frasiger sig deres ytringsfrihed og i bytte får et liv i ekstrem luksus, men også må finde sig i altid at være fanget som forvildede dyr i mediernes aldrig svigtende lange lys. Det er en høj pris at betale, og meget tyder også på, at flere og flere af de kongelige som kan, vælger at trække sig fra den royale frontlinje og forsøger at sig skabe liv, der i højere grad ligner vores andres. Som nu fx prins Joachims børn, der – når de fylder 18 – ikke længere er på finansloven. Det danske kongehus har de senere år moderniseret sig. Særligt kronprinsparret har vist sig som sikre læsere af et samfund, hvor det at være tilgængelig kan cementere kongehusets folkelige opbakning.

Spørgsmålet er, om den åbenhed er nok til, at vi andre skal lade dem være?

Når vi lige netop nu er så optagede af kongehusets gøren og laden, kan det meget vel hænge sammen med en – i øvrigt klædelig – tendens, der kræver højere grad af transparens i alle led af samfundet. Godt hjulpet på vej af hvidvasksager, svindel med offentlige midler og nepotisme i statsadministrationen. Vi har i årtier brystet os af at være landet med et ubestikkeligt embedsværk, men når det viser sig at være en romantisk illusion, så sætter vi selvfølgelig ind med skærpede krav til at kunne gå systemerne efter i sømmene. Og her er kongehuset at sammenligne med enhver anden offentlig instans. Derfor er det på sin plads at stille spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at skattekroner finansierer det, der i hvert fald i kongefamiliens børns eget udsagn lød til at blive en lang skiferie. Og derfor er det relevant at undersøge, hvor pengene er kommet fra til et ekstra hjem i Schweiz. Og derfor er det ikke synd for de kongelige. Det ville faktisk være mere synd for dem, om vi lod være.

 

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.