0

Overvågning som løsning og totalitær forbandelse – et aktuelt politisk dilemma

For nylig blev Danmarks nye statsminister Mette Frederiksen tildelt en præmie, som sandsynligvis ikke stod øverst på hendes ønskeseddel: en vaskeægte ”Big Brother Award”, der som navnet antyder er inspireret af George Orwells dystopiske science-fiction-roman.

”Big Brother is Watching You”, I ved.

Prisen blev uddelt af en dansk dommerkomité, bestående af et antal overvågningskritiske forskere og journalister, bl.a. den tidligere radiovært ved Radio24Syvs ”Aflyttet” Anders Kjærulff.

Den blev uddelt første gang i London i 1998 af den britiske NGO Privacy International og er efterfølgende kommet til Danmark. Ifølge præmiens egen hjemmeside bigbrotheraward.dk skal den gå til ”den person eller organisation, der har gjort mest for at udbrede overvågning og indskrænke danske borgeres privatliv de(t) seneste år”.

Bland årets nominerede kunne man fx finde Facebook, Rigspolitiet, Gladsaxe Kommune og den nye skoleapp AULA.

Men det var altså statsministeren, der gik hjem med pokalen. Årsagen var – ifølge juryens motivering – hendes ønske om ”massivt øget overvågning af det offentlige rum.”

 

Tryghed og overvågning i det offentlige rum

Mette Frederiksens ønske om ”massivt øget overvågning” blev formuleret i forbindelse med den nye sikkerhedspakke, der blev udstedt af regeringen i begyndelsen af oktober som genmæle til de 13 sprængninger, der siden februar i år har hjemsøgt hovedstadsområdet.

Denne sikkerhedspakke indeholder ”16 nye initiativer”, der ifølge justitsminister Nick Hækkerup skal bidrage til at ”styrke trygheden og sikkerheden i det offentlige rum.”

Det enkeltinitiativ som har fået mest opmærksomhed, er de 300 nye overvågningskameraer, som regeringen vil sætte op forskellige steder i landet.

Men sikkerhedspakken indeholder også andre værktøjer, der bidrager til at styrke den statslige overvågning, fx øgede beføjelser til politiet til at foretage ”tvangsindgreb” mod ”nye kommunikationsformer” og indhente materiale, der opbevares på ”bl.a. computere, telefoner og i skytjenester.”

 

Krisens logik og den socialdemokratiske faktor

Fra historisk perspektiv er der to ting ved den hækkerupske sikkerhedspakke, der stikker ud som særligt interessante.

Det første er timingen. Sikkerhedspakken blev lanceret som en nødvendig løsning – ja, som essentiel for samfundets overlevelse – i forbindelse med en kritisk situation, der fik mange i befolkningen at føle sig utrygge og rådvilde.

Dette er en gammel ’evergreen’ i overvågningens historie. I hvert fald siden udbruddet af 1. verdenskrig i sommeren 1914, er der blevet introduceret nye overvågningsteknologier og ”ekstraordinære” indgreb i privatlivets fred i forbindelse med sikkerhedsmæssige kriser.

Og det hører til sjældenhederne, at disse foranstaltninger bliver afviklet bagefter. Altså: når krisen er løst og samfundet kommet videre ind i nye og lykkeligere tider.

Det andet interessante element er den partipolitiske dimension. Frederiksen og Hækkerup er socialdemokrater, og det er ingen tilfældighed.

Der er naturligvis mange forskellige typer af socialdemokrater, og det danske socialdemokrati anno 2019 er ikke det samme, som Louis Pios, Thorvald Staunings og Jens Otto Krags udgaver af partiet.

Men alligevel vil jeg gerne hævde, at de danske ligesom de norske og svenske socialdemokrater har stået for en relativt ’overvågningsvenlig’ politisk agenda i de sidste cirka 80-90 år.

 

En falsk og fordærvelig ånd

De sidste 80-90 år, ja. Sådan har det imidlertid ikke altid været.

De socialdemokratiske pionerer var som udgangspunkt kritiske overfor den statslige overvågning. Årsagen var delvist ideologisk. Som systemkritisk parti med et marxistisk grundsyn betragtede socialdemokraterne det statslige overvågningsapparat som et våben i den herskende klasses tjeneste.

Men det handlede også om bitter erfaring. Fra slutningen af 1800-tallet til 1920’erne – ja, faktisk længere end så, hvis man ser på ungdomsorganisationerne – var den socialdemokratiske bevægelse i hele Skandinavien udsat for massiv og ofte temmelig invasiv overvågning, eftersom den blev betragtet som en trussel mod samfundet.

To unge telegrafister ved Københavns Hovedtelegrafstation, som assisterer Danmarks militære efterretningstjeneste med tydningen af et opsnappet tysk telegram under 1. verdenskrig. (ENIGMA)

Det handlede bl.a. om fysisk overvågning af møder og partilokaler, men også om mere sofistikerede, højteknologiske metoder som telefonaflytning, brevspionage og opsnappede telegrammer.

Fx har jeg fundet Staunings navn på en ”sort liste” – det er et direkte citat – fra 1. verdenskrig over personer i Danmark, hvis kommunikationskanaler skulle ”være genstand for en ganske særlig og omhyggelig gennemgang.”

Og i Sverige kom det i midten af 1920’rene frem, at politiet havde aflyttet den socialdemokratiske ”hövding” Hjalmar Brantings private telefon, formentlig både under og efter 1. verdenskrig – en sag som ikke blev mindre delikat af, at Branting i 1920 var blevet valgt som Sveriges første socialdemokratiske statsminister.

Når telefonaflytningen efterfølgende kom op til debat i den svenske rigsdag, ytrede den blivende statsminister og socialdemokratiske landsfader Per Albin Hansson at ”systemet” – altså staten – åbenbart var besjælet af ”en falsk og fordærvelig ånd”: et førdemokratisk spøgelse, der hjemsøgte magtens korridorer – og som kun ville forsvinde, hvis ”demokratiet når at gennemføre sin oprydning i samfundets institutioner”.

 

Overvågning af statsfjendtlig virksomhed

Per Albin Hansson blev statsminister i 1932. Noget af det første der skete i hans regeringstid var, at det nye parlamentariske flertal nedstemte to forslag fra de svenske højrepartier om øget overvågning af samfundsomstyrtende personer og organisationer.

Et år senere var situationen og den politiske stemning helt anderledes.

Den nazistiske magtovertagelse i januar 1933 sendte chokbølger over hele verden, og de skandinaviske socialdemokrater var definitivt ingen undtagelse. De havde historisk tætte bånd til deres tyske partikammerater, der nu pludseligt var jagtet vildt sammen med kommunister, homoseksuelle, jøder og andre ideologiske og etniske ’afvigere’.

I Sverige gav den socialdemokratiske regering allerede i maj 1933 grønt lys til en parlamentarisk udredning om ”foranstaltninger mod stadsfjendtlig virksomhed”.

Og inden 1930’erne var slut, havde landet fået en hemmelig sikkerhedstjeneste kaldet Allmänna Säkerhetstjänsten som gennem ”overvågning af post-, telegraf-, telefon-, og radiotrafik samt trafikken på jernbaner og vej-, sø-, og luftforbindelser” skulle forhindre spredning af følsom information til ”uvedkommende”.

 

Overvågning under regeringen Stauning-Munch

Regeringen Stauning III (1935-1939). Den radikale leder P. Munch er synlig til venstre for den skæggede, socialdemokratiske patriark.

Vi ser en lignende udvikling i Danmark efter 1933, altså under Staunings ”golden age” som dansk statsminister og landsfader.

Frygten for farlig, samfundsnedbrydende kommunikation mellem mørke kræfter i udlandet og yderlighedsgående partier på hjemmefronten, var en vigtig drivkraft.

Generaldirektoratet for Post & Telegrafvæsenet udstedte i 1934 et hemmeligt cirkulære om, at meddelelser ”der må antages at være farlige for statens sikkerhed eller at kunne forvolde uroligheder her i landet” skulle indrapporteres opad i systemet.

Det gjaldt både for telegrammer og telefonsamtaler.

Telefonsamtaler skulle refereres skriftligt, mens suspekte telegrammer skulle videresendes i fire kopier til henholdsvis Generaldirektoratet for P&T, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Københavns Opdagelsespoliti.

Det var et overvågningssystem, der havde sine rødder i den fællesskandinaviske telegrafcensur under 1. verdenskrig – og som i høj grad blev udviklet af embedsmænd og eksperter indenfor den danske centraladministration.

Men det var en udvikling som aktivt støttedes af regeringen Stauning-Munch.

Her bør det nok også tilføjes, at især den radikale leder Peter Munch var drivende i processen. I egenskab af udenrigsminister var han nemlig stærkt bekymret over statsfjendtlige kommunikationsstrømme mellem personer i Danmark og udenlandske aktører.

Efter 2. verdenskrig kom der nye skud på stammen, da den gamle socialdemokratiske antikommunisme – som allerede havde været stærk i mellemkrigstiden – flettedes sammen med vestblokkens sikkerhedspolitiske agenda under den kolde krig.

Pragkuppet i 1948 blev startskuddet til en ny ekspansionsfase for den hemmelige statslige overvågning i Skandinavien, hvor et nyt kuld af socialdemokratiske ledere som statsminister Hans Hedtoft, den blivende københavnske overborgmester Urban Hansen og den svenske statsminister Tage Erlander overtog stafetten fra de urolige 1930’erne.

 

Overvågningskritiske socialdemokrater

Men samtidig bør vi også huske, at der altså findes en overvågningskritisk tradition i socialdemokratiets historie.

Selveste George Orwell – den måske stærkeste stemme i den globale overvågningsdebat – var en form for socialdemokrat. Altså: han var socialist og oprindelig mere en revolutionær en af slagsen, men blev indædt anti-stalinistisk efter sine oplevelser under den Spanske Borgerkrig og begyndte at stemme på socialdemokratiske Labour i 1940’erne.

Den britiske forfatter George Orwell, hvis egentlige navn var Eric Blair. (Wikimedia Commons.)

Og det som Orwell minder os om, er jo, at al overvågning til syvende og sidst handler om magtudøvelse – og at i et samfund hvor statens søgende øjne har adgang til alt, er befolkningen ikke tryg men trælbundet af frygt.

Det er en grusom magt, som let kan misbruges. I Skandinavien har vi jo været heldige, eftersom det er partier med robuste demokratiske værdier – folkehjemmets og velfærdsstatens vogtere – det har defineret systemet og rammerne for overvågningen.

Udviklingen i Danmark efter den tyske invasion d. 9 april 1940, viser dog hvor galt det kan gå, hvis det statslige overvågningsapparat kommer i de forkerte hænder.

Dette er vigtigt at have i baghovedet, synes jeg. Den kritik af overvågningssamfundets og totalitarismens mekanismer, som Orwell så elegant formulerer i sin roman, var ikke kun en kommentar til den uhyggelige udvikling i Nazityskland og Sovjetunionen.

I nogen grad var den også et internt, socialistisk-demokratisk debatindlæg om de totalitære faldgruber som ligger latent i alle stats- og systemorienterede partier og ideologier.

Skribent

Andreas Marklund

Andreas Marklund er forskningschef på ENIGMA og ph.d. i historie fra European University Institute i Firenze. Andreas Marklund is Head of Research at ENIGMA and has a doctorate in history from the European University Institute in Florence.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.