0

FAKE NEWS – Overlevelsesguide for den bekymrede borger, 4:6

En væsentlig del af problemet med falske nyheder i dag, er deres lynhurtige spredning via digitale sociale medier.

Vi har vænnet os til at konsumere vores nyheder i realtid, og gennem Facebook, Twitter og lignende platforme kan ’nyhedslignende’ historier med et tvivlsomt faktuelt grundlag – rygter, misforståelser eller bevidste fordrejninger – nå ud til hundredtusindvis, ja millioner af internetbrugere, uden at blive kildekritisk gransket eller sagt imod.

Og de gør det i sådan hastighed og i så overvældende mængder, at vores evne til at skelne sand fra falsk information – og fiktion fra virkelighed – synes truet eller i hvert fald kraftigt bedøvet.

Altså: vores adgang til lødig, faktabaseret journalistik kompliceres i nutiden af et voksende ‘information overload’, der synes at belønne det hurtige, følelsesorienterede og konspirationsteoretiske over det saglige og nuancerede.

Sociale bots & falske profiler

I debatten om falske nyheder henvises der ofte til de destruktive effekter af såkaldte sociale ‘bots’: En form for computerprogram, der er skjult bag falske brugerprofiler på fx Twitter eller Instagram.

Det drejer sig altså om et slags automatiserede brugerprofiler, som interagerer med almindelige brugere som om de var mennesker med en sag på hjertet.

De bruges ofte til at påvirke diskussioner og booste specifikke vinkler eller holdninger, ved at sprøjte enorme mængder ‘posts’ ud til brugerne af den pågældende platform.

Og det er ‘posts’ som ofte har dramatiske overskrifter og et sensationelt indhold, der bidrager til at polarisere, eller i hvert fald forvirre diskussionen om aktuelle fænomener i samfundsdebatten, fx om klimaændringerne, Brexit, en igangværende valgkamp eller årets influenzavaccination.

 

Det menneskelige element

Uden at benægte eksistensen af denne nye, computerbaserede trussel, vil jeg – i denne fjerde del af min overlevelsesguide mod falske nyheder – kigge i en anden retning.

Som nævnt i føljetonens første del, nægter jeg at acceptere den teknologiske determinisme – altså den i dag temmelig udbredte og hyldede forestilling om, at det er teknologierne, der styrer samfundsudviklingen.

I stedet insisterer jeg som humanistisk forsker på, at det er os, der er samfundet – og at det er os/samfundet, der styrer teknologierne, hvis vi altså ikke vælger at lade teknologierne styre os.

Derfor vælger jeg også at skubbe det menneskelige element frem som vores bedste værn mod alle disse ‘bots’ og lumske algoritmer.

Kampen mod falske nyheder – og deres negative indvirkning på samfundsdebatten og demokratiet – handler til syvende og sidst om dig og mig, og hvordan vi reagerer på de historier og påstande, der konstant dukker op i vores feeds og kalder på vores opmærksomhed.

 

Information overload som militær strategi

For at ruste os til denne daglige kamp kan det være fornuftigt med et hurtigt tilbageblik til de krigeriske sider af nyhedsformidlingens historie.

Det er nemlig ikke første gang i historien, at ’information overload’ bliver brugt til at påvirke den offentlige mening ved at sløve den kritiske sans hos modtageren.

Faktisk har det været et tilbagevendende tema i propagandaens historie, i hvert fald i de sidste cirka 100 år.

Det nærmest symbiotiske forhold mellem krig og konflikt på denne ene side, og nyhedsformidling og propaganda på den anden kan spores tilbage til de ældste civilisationer, men som jeg tidligere har konstateret var det under 1. verdenskrig at den moderne, brede og nyhedsbaserede krigspropaganda så dagens lys.

Allerede under den første krimkrig i 1850’erne havde fx den britiske regering bemærket, at nyhedsformidlingen kunne bruges til at påvirke den offentlige mening, ikke mindst ved hjælp af nye teknologier som fotografiet og telegrafen – af hvilke den sidste kunne bruges til at formidle noget, der blev opfattet som dugfriske opdateringer fra begivenhedsudviklingen ved fronten.

Men det var altså under 1. verdenskrig, at disse lærdomme begyndte at bruges systematisk til at fremme specifikke sager og agendaer – eller tilsvine en modstander eller ideologisk ’afviger’.

 

At vinde de neutrales ’hjerter og sind’

Moderne propagandaministerier som det britiske Ministry of Information (1917) så dagen lys, og de store internationale nyhedsbureauer – britiske Reuters, tyske Wolff, franske Havas og fra 1917 også amerikanske AP – begyndte at bruges af respektive stormagt som direkte propagandamaskiner.

Øjebliksskildring af travlheden ved KBH Hovedtelegrafstation under 1. verdenskrig. Originaltekst: “Hovedtelegrafstationen. Da der i Krigsaarene Nat og Dag arbejdedes under Højtryk.” ENIGMA.

Og de arbejdede ofte meget bevidst med netop ‘information overload’ for at kunne snige sine nyhedslignende propagandatelegrammer ind i avisernes udlandssektioner og successivt styre læsernes sympatier i en ønsket retning.

Kvantiteten var afgørende, især hvis man ville vinde ”the hearts and minds” hos de neutrale befolkninger.

Dette påvises blandt andet af et autoritativt amerikansk studie fra 1932 om hvordan den udenlandske nyhedsrapportering om 1. verdenskrig påvirkede befolkningen i USA – et land som faktisk var neutralt frem til 1917:

”Under moderne forhold tenderer neutraliteten at bortfalde til fordel for den krigsførende part som frembringer den største mængde nyheder [min overs].”

Her skal vi huske, at der var relativt få aviser i starten af det 20. århundrede som havde egne udenrigskorrespondenter.

Så hvis man skulle publicere udenrigspolitisk eller krigsrelateret stof – og det sidstnævnte blev et must, hvis man skulle overleve som avis i 1914-1918 – var man afhængig af de store internationale nyhedsbureauer.

Det stillede store krav til periodens avisredaktører, der skulle være ekstremt påpasselige og kildekritiske i deres udvælgelse af relevant nyhedsstof fra de uafbrudte strømme af krigsrelaterede telegrammer.

 

Undgå at sprede uverificerede historier

Men hvorfor fortæller jeg dette i dag? Hvordan kan vi bruge disse historiske indsigter til styrke vores modstandsdygtighed mod asociale ‘bots’ og falskt nyt i det digitale rum?

Jo, here goes: I tiden omkring 1. verdenskrig forsøgte stormagterne altså at forvirre avisredaktørerne i de neutrale lande ved at sprøjte tonsvis af propagandatelegrammer ud, der var maskeret som nyheder.

Men i dag er vi jo alle sammen blevet en form for nyhedsredaktører, altså via Facebook, Twitter og andre nye ’medielignende’ platforme.

Vi er altså ikke bare nyhedskonsumenter, men også ‘telegramredaktører’ eller ‘gatekeepers’ i de digitale nyhedsproducenters ofte meget komplekse formidlingskæder.

Det er en vigtig samfundsmæssig position med et forpligtende samfundsmæssigt ansvar.

Jeg tror, at det kan være en god idé at tænke på det – og ikke mindst at tænke kritisk.

Dagens overlevelsestip lyder således:

Undgå at sprede uverificerede historier og konspirationsteorier – brug intellektet i stedet for følelserne som kompas på de sociale medier og hold en tænkepause, gerne i X antal timer, inden du mener noget om noget.

 

Det er ekstremt let af fanges af sensationsprægede overskrifter og systemkritiske konspirationsteorier via digitale sociale medier, især hvis de er kompatible med vores egne forestillinger, fordomme eller frustrationer.

Så hvis man værner om den saglige debat – og vil undgå spredning af polariserende propaganda – er det altid en god idé at tænke en gang ekstra over indholdet i et specifikt tweet eller en ‘post’ på Facebook inden man spreder, trykker like eller kommenterer.

Fortsættelse følger.

Skribent

Andreas Marklund

Andreas Marklund er forskningschef på ENIGMA og ph.d. i historie fra European University Institute i Firenze. Andreas Marklund is Head of Research at ENIGMA and has a doctorate in history from the European University Institute in Florence.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.