0

Kulturministeren med det store viskelæder

Det begyndte ellers så fint. ”Væk med 2 % besparelserne”, bedyrede socialdemokratens kulturkæmper Mogens Jensen i valgkampen. ”Alle børn skal lære at spille på et instrument”, var kulturminister Joy Mogensens første programerklæring. Så langt, så godt.

“Pencil Eraser”, by Alex Morfin – Own work, CC BY-SA 3.0 (Wikimedia Commons).

Så kom regeringens finanslovsudspil. Til trods for, at nogle områder bliver afløftet 2 % byrden, så gælder det få steder i kulturlivet. Et så indviklet udspil, at selv kulturministeren måtte kløjs i det. Jeg forstår godt, at det er svært for hende at forklare. Men måske bliver det endnu sværere at forsvare. Hvis ikke kulturministeren kæmper for sit ressort, risikerer hun at skrive sig ind i historiebøgerne som ministeren med det store viskelæder. Væk visker hun nemlig både vores fælles kulturelle fortid og fremtid.

Konsekvensen af de fortsatte besparelser satte direktør for SMK Mikkel Bogh ord på, da han sagde, at han kan han lukke sit museum i 2034. Alt fedtlag er for længst skåret væk, og nu står vi tilbage med valg, som handler om, hvordan vi skal spare på de opgaver, som vi er forpligtede til at løfte.

På museerne kommer vores kerneopgaver indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling til at lide nød. Vi har nemlig ikke længere råd til at indkøbe kunst, endsige bevare og forske i den. Vi efterlader en fortælling til vores efterkommere uden kunstværker, som lægger til historien. Vi bliver det blanke kapitel i historiebogen.

Museerne skal belyse vores egen tid med historien som perspektiv. Når den mulighed forringes, bliver vi et dummere samfund, hvor vi bruger kræfter på at tænke tanker, som for længst har været tænkt. Og efterprøvet. Vi ved det bare ikke.

Skrækscenariet for museerne er udstillingsprogrammer, hvor vi kun spiller de sikre kort; dem, som vi ved, tiltrækker betalingsvillige gæster.

Og hvad med fremtiden? Hvis ministeren virkelig mener, at alle børn skal lære at spille på et instrument, så skal der jo være nogle, som kan lære børnene musikkens sprog. Til trods for, at ministeren fremfører det som en succeshistorie, at de kunstneriske uddannelser fra 2021 ikke længere skal spare 2 %, lider de også under at have været på økonomisk smalkost. Hvis ikke vi formår at uddanne dygtige musikere, hvem skal så egentlig lære børnene at mestre  instrumenterne? Hvem skal undervise vores børn i kreativ udfoldelse og kunstforståelse? Hvem skal åbne litteraturens verden for dem? Hvem skal holde dem i hånden og vise vej i scenekunstens univers?

Et råd til kulturministeren er at tænke sig godt om, før hun beder os takke ja til et kulturelt forarmet samfund. Hun kunne have glæde af en tur på et af landets museer og se på fortidens kunstneriske udsagn. Måske at hun i mødet med historien ville erkende, at det ”stærke velfærdssamfund” som finansministeren indledte sin præsentation af finanslovsudspillet med at mane frem kun bliver netop stærkt, når kulturen prioriteres og skaber grundlag for vores dannelse og dermed vores evne til at leve fulde, rige liv.

Bragt i Berlingske Tidende den 6. oktober 2019. 

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.