0

Det er en klar tendens, at danskerne opsøger kulturtilbud andre steder end museerne. Det stiller nye krav til kulturens institutioner

Danskerne er flittige kulturforbrugere – men ikke nødvendigvis af oplevelser, som foregår i kulturens bygninger.

Vi opsøger i stigende grad kulturtilbud, der foregår andre steder: opera i det fri, kunstudstillinger i private hjem eller film under åben himmel.

At kulturoplevelserne flytter sig fra de hellige haller ud der, hvor mennesker lever deres liv, er en ny tendens, som stiller krav til kulturens institutioner.

Og danskernes lyst til at opleve kulturen langt fra museer, koncertsale og biografer rejser selvfølgelig også spørgsmålet om, hvorvidt vi har brug for alle

kulturens huse i fremtiden. Giver det f.eks. mening forsat at have 98 statsstøttede museer, eller ville midlerne være bedre brugt, hvis vi lukkede nogle af kulturens huse og i stedet puljede de penge, der i dag går til opvarmning, sikring og vedligehold, til at skabe endnu flere kulturoplevelser andre steder end på vores fysiske matrikler?

Museumstilbud til alle

I København har vi netop haft operafestival med fyldte bænke til morgensang i Torvehallerne, og om lidt samles tusindvis på Mors til kulturmøde, som bl.a. foregår i private beboeres haver og stuer.

Kulturen ud til folket – ENIGMA formidler den digitale kulturarv ved Ungdommens Folkemøde 2018.

I september er det festivalen Golden Days, der lokker med arrangementer, som ofte foregår helt andre steder end på kulturinstitutionernes egne adresser.

Og sådan er det året rundt i hele landet. Det er en klar tendens, at kulturen flytter sig ud af de klassiske rammer og har kæmpe succes med at gøre lige præcis det.

Når man spørger nogle af dem, som aldrig går på museum, hvorfor de ikke kommer, er svaret bl.a., at de oplever museer som kedelige.

Præcis derfor lancerede Nationalmuseet sidste forår Kedsomhedsknappen. Her tog man fat om ondets rod og forsøgte sig med et modsvar til dem, som ikke syntes, at et museumsbesøg er pengene værd.

Andre svarer, at museer må være for de særligt indviede – de kloge, som gennem et besøg får bekræftet deres dannelsesniveau.

De, der rent faktisk kommer på museerne, vil vide, at mine gode kollegaer rundt omkring i landet absolut ikke kun skaber museumstilbud til dem med lange uddannelser og høj kulturel kapital. Men når de alternative kulturtilbud har så meget vind i sejlene, så har vi altså en udfordring med at få den pointe indlejret hos dem, som ikke tager i vores døre.

Mindre støvet kultur

For det er jo ikke kulturoplevelsen, som vælges fra.

Det er snarere institutionernes fysiske rammer, som er forhindringen.

Der er noget ganske opløftende i, at kulturbrugerne i stigende grad søger kulturoplevelser, der finder sted i anderledes rammer, og ofte steder, som er tættere på den enkeltes hverdag.

Kan årsagen være, at det er nemmere at lytte til opera i Kødbyen, hvor man måske oftere kommer, end i Operahuset på Holmen? Er det mere vedkommende at opleve billedkunst som en udstilling på gågaden end på et museum, og er det sjovere at deltage i en debat med en komponist, som fortæller om sine værker på en restaurant, end at lytte andægtigt til hans musik i en koncertsal? Noget kunne tyde på det. Meget peger nemlig på, at kulturen bliver både mere relevant og mindre ophøjet og støvet, når vi tager kulturinstitutionernes fysiske rammer ud af ligningen.

Den ændrede adfærd bør vække eftertanke på kulturinstitutionerne og blandt de politikere, som bevilliger pengene til kultur.

Den bør rejse en debat om, hvorvidt pengene skal fordeles anderledes, og den bør medføre en diskussion om, hvordan vi opstiller succeskriterier for kulturinstitutionernes virke. I dag er det ikke længere nok at måle en institutions succes på antal solgte entrébilletter.

Vi mangler målesystemer

De fleste kulturinstitutioner har rige digitale tilbud, som bruges af mange, der aldrig besøger den fysiske adresse. Og hvordan tæller vi f.eks., hvor mange vi berører, når vi laver gratis popup-udstillinger i byrummet?

Vi mangler i dag sammenlignelige måder at måle på den slags møder med vores publikum, og skal vi indfri publikums øgede lyst til kultur, så kræver det også, at vi er i stand til at vurdere, hvor stort gennemslag de enkelte indsatser har.

For først da kan vi se, om vores tiltag har succes, og først da har vi argumenter for, hvorfor det er så vigtigt, at vores bygninger langt fra er det eneste sted, hvor vi skal folde vores viden ud og give publikum mulighed for at møde kunsten og kulturen.

Når vi har udviklet den slags målesystemer, vil vi også have fast grund under fødderne til at kunne beslutte, om vi i virkeligheden bruger pengene forkert, og om vi bør lukke nogle af kulturinstitutionerne.

 

Bragt som kronik i Børsen den 21. august 2019

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.