0

Er dine børns øjne ligeså firkantede som dine?

Fjernsyn for dig (Foto: DR)

”Mads! Sluk nu den skærm.”

Min mors stemme runger stadig i mine barndomsminder. I mit barndomshjem i københavnerforstaden Farum havde vi én skærm i hele huset: fjernsynet. Det stod i pejsestuen og var aldrig tændt, når vi spiste. Klokken 18 var der en halv times børnetime og det var faktisk det eneste børnefjernsyn, der blev sendt hele dagen.

Gad vide, hvad jeg fik resten af tiden til at gå med?

Efter aftensmaden var det voksentid og jeg måtte overlade fjernbetjeningen til mine forældre, der skulle se tv-avis og den slags voksenting. Ofte blev jeg hængende i stuen og så det de voksne så, for det var så hyggeligt at være i samme stue.

Da jeg blev syv år i 1989 fik min storebror husets anden skærm – computeren Amiga 500 – og den forandrede alt. I takt med, at han fik travlt med at være teenager, kunne jeg spille alle de timer, jeg havde lyst til og pludselig blev fænomenet skærmtid et diskussionsemne i familien.

Mads, du får firkantede øjne af at sidde foran den skærm hele dagen!”

Det havde min mor sådan set ret i, men når jeg tænker tilbage, ville jeg ikke have været alle de fantastiske oplevelser jeg har haft med mine skærme foruden. Skærmene var ikke bare underholdning, de var centrum for fællesskabet med mine venner, når vi spillede sammen efter skole, i weekender og i ferier.

Derfor kan jeg heller ikke lade være med at betragte den verserende diskussion om skærmtid med nysgerrighed, når nettet flyder over med overskrifter, der dæmoniserer de tyranniske skærme.

Når skærmene styrer familien (Foto: TV2)

Når skærmene styrer familien
På TV2 kan vi i denne uge følge dokumentaren Når skærmene styrer familien, hvor psykologen Ulla Dyrløv hjælper familier med at få styr på deres skærmforbrug. I Gilleleje er det teenagesønnen Lukas, der er så optaget af at spille computerspil, at afstanden til resten af familien bliver større og større. Og i Aalborg er teenagedatteren Emilie stresset over det stigende pres fra sociale medier og behovet for hele tiden at være ‘på’.

Der er ikke noget at sige til, at man som forældre bliver bekymret, når man hører om skærmafhængighed, digital mobning og ikke kan holde styr på om børnene ser noget ubehageligt på YouTube eller bliver kontaktede af fremmede de ikke kender.

I sidste uge samledes internationale og danske forskere i København for at dele den nyeste viden om, hvad skærmene gør ved os. Påvirker skærmene børn og unge psykologisk – eller er det et spørgsmål om normer, tid og prioriteter? Et af forskernes budskaber er, at det er en meget lille andel af børn og unge, hvor man kan tale om decideret skærmafhængighed. For langt de fleste handler skærmudfordringerne mere om, at vi forholder til, hvilken rolle skærmen skal spille i vores liv. For hvad stiller man op rent praktisk? I skolen? Derhjemme? I børnehaven? Hvad laver t(w)eenagerne egentlig på skærmen?

Her ses de tidspunkter, eleverne mener forældrene skal lægge mobilen væk (Foto: DR)

Ud fra mediedækningen kunne man næsten få indtryk af, at det kun er børnene, der bliver opslugt af deres skærme. Men skal man tro 2. klasses eleverne på Fynslundskolen i Kolding, så er det overhovedet ikke tilfældet. De har formuleret denne opsang til deres forældre:

”Vi, i 2. klasse, er trætte, lede og kede af, at I ofte er fraværende på grund af, at I har gang i jeres telefon.”

Så måske det ligeså meget er de voksnes skærmforbrug som trænger til et check?

For første gang i verdenshistorien
Jeg får lyst til at stoppe op, klø mig i nakken og spørge, hvordan i alverden vi nåede hertil, hvor børn i 2. klasse råber op og forældre føler sig magtesløse alt i mens forskningen prøver at forstå, hvad der foregår.

Ja, hvad har egentlig ændret sig siden jeg voksede op i 80erne? Her i 2019 står vi med de første generationer i verdenshistorien, der er vokset op med den allestedsnærværende digitale verden. I dag har vi hver vores skærm i lommen og vi ser kun det vi selv vælger at se – og det YouTube og Facebooks algoritmer ved vi kan lide.

(Foto: Børns Vilkår)

Selvom det er første gang i verdenshistorien, at vores børn vokser op med skærme i lommen, så er det ikke første gang i verdenshistorien, at vi har bekymret os om, hvad den nye teknologi gør ved vores børn. I 1950’erne vakte fjernsynet både fascination og bekymring. Mange mente, at små børn risikerede at få skadet deres syn. I 1950 skrev Kristeligt Dagblad bekymret om fjernsynets betydning for hjemmelivet:

”Fra mange sider er man af den overbevisning, at det er direkte skadeligt for hjemmene, og de fleste er enige om, at det helt vil ændre hjemmelivet.”

I 1955 var undervisningsminister Julius Bomholdt tilmed på banen med en officiel advarsel:

” I et lille land som vores har vi ikke koncentrationskraft i sindet til mere end én til halvanden times fjernsyn om dagen, (…) og hertil kommer det kulturelt alvorlige, at børn og unge har vanskelighed ved at løsrive sig fra billedskærmen.” lød det fra ministeren – i en tv-udsendelse.

Jo, hjemmelivet ændrede sig da fjernsynet fik rollen som ’husalter’, som hele familien var samlet omkring. Men var det mon ’direkte skadeligt for hjemmene’ – eller bare en ny måde at være sammen på? I dag kan vi tænke på fjernsynets storhedstid som ’de gode, gamle dage’. Og måske skal vi også bare finde nye måder at være sammen om skærmen i en digital tid?

Gode råd til det digitale liv
Et af de vigtigste råd fra forskerne er, at man som forældre skal interessere sig for sine børns digitale liv, især er det vigtigt at være åben overfor børnenes egne erfaringer og oplevelser, og ikke fordømme deres brug af skærmen. Vigtigheden af at vi prøver at forstå hinandens verdener noterede Emma Gad sig allerede for 101 år siden i bogen Takt og tone.

”Samlivet i en Familie maa først og fremmest have for Øje, at de forskellige Karakterer og Aldersklasser ser forskelligt paa Livets Forhold. Der er intet Sted, hvor den nænsomme Forstaaelse er nødvendigere, end hvor forskellige Generationer staar overfor hinanden. Forældre bør søge at gøre sig klart, at de Ældre til alle Tider har syntes, at Verden er gaaet tilbage siden deres Ungdom, og de Unge bør have en Forstaaelse af, at om ti Aar vil de maaske alligevel synes, at Forældrene har Ret. Søg derfor altid at overveje Sagen ogsaa fra de Andres Synspunkt.” (Emma Gad, Takt og tone, 1918)


Lørdag d. 28. marts 2019 inviterer vi børn og forældre til en workshop her på ENIGMA, hvor vi er Sammen om skærmen og lukker hinanden ind i hinandens digitale liv.  Læs mere her.

Skribent

Mads Danker Danielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.