0

Derfor skal kulturinstitutioner da også lave radio og fjernsyn

I museumsverdenen har en særudstilling altid været den fineste kanal at formidle vores viden igennem. De store særudstillinger har været kronen på værket – ofte som resultater af mange års forskningsindsats, der i samarbejde med formidlerkompetencer er blevet omsat til spektakulære udstillinger som i krydsfeltet mellem originale genstande, scenografi og formidlingsgreb sætter historien i perspektiv og bygger bro til samtidens mennesker. Det er i særudstillingerne, at museet møder sit publikum. Med særudstillingerne fremstår museet som eksperten, der præsenterer sin indsigt; som jægeren der lægger sit bytte frem på parade.

 

Men er udstillingerne virkelig den eneste måde, hvorpå museerne kan formidle deres viden? Den diskussion fylder i museumsbranchen i øjeblikket, ikke mindst i forlængelse af det samarbejde som er igangsat blandt en række kultur- og folkeoplysningsaktører, som er ved at undersøge muligheden for sammen at byde på de nye radio- og tv-kanaler, som er en del af regeringens medieforlig. Diskussionen rejser spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet er brug for, at fx museerne også kan udkomme med deres viden i fx tv- og radioformater? Skal museerne ikke bare blive i deres hellige haller og fremvise deres kunnen og viden på store udstillinger?

 

Museumsbranchen er delvist finansieret af offentlige midler. Derfor er vi i bund og grund til for alle. Og rigtig mange finder vej til os. Flere end 16 mio. besøgte de danske museer i 2017. Men til trods for de fine besøgstal, er det langt fra alle danskere, som kommer på besøg. Trappen op til et museum kan være for mange trin at bestige for de, som ikke har været på besøg før. Måske fordi nogle oplever museerne som støvede, kedelige eller blot irrelevante for deres hverdag. Måske fordi nogle er i tvivl om, hvordan man egentlig skal opføre sig på et museum.

 

Det er ellers ikke interesse for vores fælles historie som mangler. Aldrig har så mange fx gået rundt med metaldetektorer i det danske landskab på jagt efter fortiden. Faktisk indleveres der i disse år så mange ting og sager fra amatører, at museerne har svært ved at følge med i arbejdet med at registrere de indkomne fund.

 

Også medierne har for længst erkendt, at kunst og kultur er godt stof. Ikke sjældent finder en nyhed fra kulturens verden vej i nyhedsstrømmen, og programmer som ”Historien om Danmark” eller ”Ranes Museum” er blevet samlingspunkter i landets hjørnesofaer. Når Dronningen i sin nytårstale opfordrer os til også at gøre noget unyttigt, er det vel også et forsøg på at anerkende, at hele mennesker bliver vi først, når vi åbner vores sind mod bl.a. kunsten og kulturen.

 

På museerne er vi bevidste om og taknemmelige for den folkelige interesse, men vi er også opmærksomme på, at vi ikke er dygtige til at ramme bredt nok. Derfor giver det god mening, at vi som branche vender os mod de brede medier for at stille vores viden til rådighed i andre formater end blot gennem den forkromede særudstilling. Hvorfor egentlig ikke – i samarbejde med professionelle tvproducenter – udvikle fx tv-formater, som kan aktualisere vores viden andre steder end i vores museumssale? Hvorfor ikke være åbne for, at forskningsresultater også kan formidles gennem fx en quiz, en børneudsendelse eller et debatprogram?

 

Forarbejdet for udstillingerne er langvarigt, og ofte usynligt for museumsgæsterne. Det er de færreste der køber billet til en udstilling som er klar over, at der ofte ligger års forskningsindsats bag den oplevelse, som venter i udstillingssalene. Usynligt er det store arbejde, som foregår i arkiver, på museumsmagasiner og i samspillet mellem forskellige forskeres bagkatalog af viden. Men den viden forskningen fremelsker, er altså ikke født til kun at udkomme som særudstillinger eller som artikler i snævre forskningstidsskrifter. Forskningsresultaterne er jo fælles viden. Den har det bedst ved at komme ud og virke i samfundet. Blive modtaget, modsagt og debatteret.

 

De fleste af mine kollegaer i det danske museumsvæsen er dygtige til deres arbejde. Der er gode grunde til, at vi aldrig har haft så mange gæster på museerne. Men skal vi som branche blive ved med at udvikle os, så kræver det, at vi også er opmærksomme på nye måder, vi kan dele vores viden på. Og vel at mærke ikke blot på vores egne adresser. Alle statsanerkendte museer i Danmark løfter et nationalt ansvar. Det betyder, at det enkelte museum er blevet betroet opgaven at varetage lige netop dets ansvarsområde som den mest kompetente aktør i landet til at løfte dette felt. Med dette ansvar følger således også en forventning om, at det enkelte museum formår at være til stede som et reelt tilbud til alle danskere i hele landet. Det er en vanskelig opgave at løfte, da et museum jo agerer fra en fast adresse, og dermed ikke er umiddelbar flytbar. De senere år har mange imidlertid eksperimenteret med at udkomme som museum på andre måder end blot som udstillinger på en fast, fysisk adresse. De digitale kanaler er en oplagt vej at gå. Ser man fx på udbuddet af videoer og podcasts fra danske museer, kan man konstatere, at vi er godt med på den front. Det samme gælder for digital udbredelse af undervisningsmateriale til uddannelsesinstitutioner. Flere museer har også stor succes med at skabe pop-up udstillinger i midlertidige byrum eller i helt almindelige menneskers hjem, som fx Kunsten i Aalborg har gjort det. Men der er stadig ubetrådte stier, som skal undersøges. Bl.a. de muligheder som ligger i brugen af massemedier. De fortælleformer som massemedierne bruger, kunne tilbyde udviklingskraft også til det udstillingsarbejde, som selvfølgelig skal fortsætte på museerne.  Og det arbejde som massemedierne er langt dygtigere til end museerne – nemlig at inddrage deres brugere, kunne også tilbyde stor inspiration i museumsarbejdet. Det vi har til fælles, er ønsket om at fortælle historier og formidle viden. Det museerne er særligt dygtige til, er vidensproduktion. En langsommelig og dyr proces, som massemedierne sjældent tager sig råd til at bekoste. Omvendt har vi på museerne brug for mediernes kompetencer i forhold til formatering og synergi mellem forskellige platforme.

 

Museerne arbejder hver dag for at skabe en bro mellem vores emnefelter og vores gæsters hverdag. Først når vi lykkes med det arbejde, har vi skabt en troværdig forbindelse mellem museerne og den enkelte gæst, og først da løfter vi for alvor formidlingsforpligtelsen og tilbyder vores gæster det, man i demokratisk optik kunne kalde ”oplyst grundlag”. Hvis vi bevæger os ind på ny grund og lærer at bruge massemedierne i vores arbejde, har vi mulighed for – for alvor – at blive et regulært tilbud til alle danskere. Og vi har mulighed for at lære om formidlingsgreb, som stadig er ukendt land for mange museer. Måske endda med det positive afkast, at vores særudstillinger også udvikler sig og opnår større tiltrækningskraft på de mange, som stadig ikke oplever, at et museumsbesøg er noget de har lyst til at opsøge.

Bragt i Altinget.dk den 7. februar 2019

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.