0

Længslen efter ansvarlighed, langsomhed & væsentlighed

Længslen efter ansvarlighed og langsomhed er et tidens tegn, men samtidigt også en “evergreen” i kommunikationshistorien.

Ansvarlighed.

Langsomhed.

Væsentlighed.

De tre ord har runget stadigt højere og oftere i mit baghoved de seneste år, når jeg har fulgt mediernes udvikling. Både fagligt som retoriker – og som helt almindelig borger. Seer. Lytter. Vælger. Menneske.

For de seneste år har mediebilledet forandret sig så hastigt, at jeg næppe har nået at fatte og forankre, hvad der er foregået, før jeg har fået travlt med at forholde mig til nye opgraderinger, teknologiske løsninger og platforme.

Mange af de nye muligheder har fyldt mig med håb om fornyet demokratisk engagement, nye former for fællesskaber og deleøkonomier. Jeg har glædet mig at høre stemmer og historier, der ikke fik spalteplads tidligere. Jeg er vild med det fleksible arbejdsliv. Og jeg elsker de mange nye venner fra nær og fjern, der er sprunget ud af bekendtskaber på de sociale medier.

Alligevel bliver jeg efterhånden lidt forpustet. Noget er gået over gevind. Mine spirende håb for demokratiet drukner alt for ofte i fake news og mange vigtige stemmer tier i frygt for shitstorms. Uanset hvor meget jeg glæder sig over, at alle har fået mulighed for at blande sig i debatten, kan jeg ind i mellem undre mig over, at vi ikke har noget mere væsentligt på hjerte.  Jeg tilhører en generation, der udkommer konstant – men sjældent formår at sætte et varigt aftryk. Og selvom jeg relativt set er ret god til at slukke for skærmene, er jeg alligevel uhyggeligt nem at distrahere.

Og værst af alt – selvom jeg er en meget bevidst mediebruger, er faldgruberne alligevel næsten umulige at styre udenom, når udviklingen buldrer ufortrødent videre. Hvis jeg ikke vil hægtes af, sakke bagud, lyde forstokket eller føle mig som en dinosaurus, føler jeg mig nødsaget til at følge meget mere med, end jeg har lyst til. Og kommer til at føle mig meget lille, modløs og magtesløs midt i den rivende udvikling.

Men sådan skal det ikke være.

Det er tid til eftertænksomhed.

Tid til, at vi ikke bare passivt ser frustrerede på udviklingen.

Tid til, at vi hver især begynder at ændre vores praksis, så vi aktivt kan være med til at påvirke udviklingen i den bedst mulige retning.

Derfor har jeg nu – som rektor for Samtidens Akademi – allieret mig med Enigma – Museum for Post, Tele og Kommunikation for at udforske tre underbelyste kommunikationskvaliteter, jeg tror, vi er nødt til at genopdyrke i den kommende tid. Nemlig ansvarlighed, langsomhed og væsentlighed.

Det kommer vi til at gøre gennem tre ”søndagsskoler” – heldagsarrangementer, hvor vi mixer inspirationsoplæg, værksteder og samtalesaloner for at komme godt, grundigt og meget varieret rundt om dagens emne.

Søndagsskolerne er arrangeret, så alle kan være med. Har man lyst til at dukke op alene, skal jeg nok sørge for, at man får nogle spændende samtalepartnere, under samtalesalonerne. Har man lyst til at gøre en familiedag ud af det, er der børneværksted, hvor ungerne alt efter alder og interesser kan hygge sig og deltage i de dele af søndagsskolen, de synes er spændende. Nybegyndere kan starte her – og de kommunikationskyndige kan få skærpet deres bevidsthed, når de indgår i værkstederne som en slags mesterlærere. Man kan vælge at være med en enkelt søndag eller snuppe dem alle tre som en serie. Præcis som det passer bedst.

Tilsammen skal det nok blive en lærerig, tankevækkende, hyggelig og meningsfuld måde at bruge sin søndag på.

DE TRE SØNDAGSSKOLER ER

ANSVARLIGHED 
3. februar fra 10 til 16
Hvordan kan vi gennem vores egen praksis påvirke mediestrømmene i mere tankevækkende, troværdige og poetiske retninger i en tid præget af fake news og shitstorms?

Denne søndags temaekspert er kommunikationseksperten Sascha Amarasinha, flankeret af Enigmas forskere og Nadja Pass

Læs meget mere og køb billetter her:
https://billetto.dk/e/sondagsskolen-om-ansvarlighed-billetter-328761/

***

LANGSOMHED
3. marts fra 10 til 16
Hvordan kan vi skabe plads til eftertænksomhed, rodfæste og omhu i en tid præget af acceleration?

Denne søndags temaekspert er børnebogsforfatteren Gertrude Kiel flankeret af Enigmas forskere og Nadja Pass

Læs meget mere og køb billetter her https://billetto.dk/e/sondagsskolen-om-langsomhed-billetter-328762/

***

VÆSENTLIGHED
7. april fra 10 til 16
Hvordan skærper vi vores viden, erfaringer og eftertanker, så vi koncentrerer os om at dele det væsentlige, der kan sætte langtidsholdbare aftryk i en tid præget af flygtighed?

Denne søndags temaekspert er den garvede forslagsredaktør Louise Haslund-Christensen flankeret af Enigmas forskere og Nadja Pass

Læs meget mere og køb billetter her: https://billetto.dk/e/sondagsskolen-om-vaesentlighed-billetter-328766/

 

 

Skribent

Nadja Pass

Nadja Pass er rektor for Samtidens Akademi, der i foråret 2019 belyser kommunikationens kontemporære mysterier i samarbejde med ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.