0

Det (Lyng)vilde museum

Det er længe siden, at en museumsudstilling har skabt så megen forargelse som Nationalmuseets udstilling om vikingerne. Årsagen er enkel og var bestemt til at forudsige; museet har inviteret modeverdenens enfant terrible Jim Lyngvild inden døre for at iscenesætte udstillingen. Nogle kritikere er dybt forargede over, at landets kulturhistoriske hovedmuseum lægger opgaven i hænderne på en ikke-ekspert; en autodidakt vikingeelsker. Andre mener, at det er uetisk af museet at åbne hoveddøren for Lyngvild, samtidig med at 34 afskedigede medarbejdere går ud ad bagdøren. Endelig har kritikere fremført det synspunkt, at Lyngvilds scenografiske greb baserer sig på fri fantasi og derfor er misvisende formidling.

De som mener, at Nationalmuseets invitation til Lyngvild er uden sidestykke i dansk museumshistorie, tager fejl. Både kunst- og kulturhistoriske museer har før benyttet sig af det ret simple, men virkningsfulde greb det er at invitere en person uden ekspertstatus med i skabelsesprocessen af en udstilling. Det skete fx, da SMK i 1996 lod modeskaberen Erik Mortensens kreationer gå i dialog med museets kunstværker. Og da Aros i 2006 parkerede racerbiler i udstillingssalene. Også de to udstillinger forargede, og bekymrede museumsvogteres formaninger genlød i medierne.

Det er måske lidt nemmere at forstå den forargelse, som det vækker, at Nationalmuseet i kølvandet på en blodig fyringsrunde benytter gratis arbejdskraft. At Lyngvild stiller sin tid gratis til rådighed er en sag mellem ham og museet. Men hvis Lyngvilds indsats erstatter en ekspertfaglig arbejdsindsats, er det selvfølgelig problematisk.

De som hælder til, at Lyngvilds greb fordrejer og bygger på fri fantasi, har til dels ret. Men sådan er det med fortolkning af en periode i vores historie, hvor vores viden er fragmenteret. Normal praksis ville være, at eksperter fortolker på de fund der er gjort og på den baggrund giver bud på, hvordan vikingernes virkelighed kunne have set ud. Lyngvild gætter også, men på et andet ikke-akademisk grundlag. Museet har gjort klart, at Lyngvilds fortolkninger har været afprøvet i det ekspertfaglige personale, og mon ikke de har gjort deres ypperste for at sikre, at udstillingen holder fagligt niveau?

Den egentlige bekymring er vel mere, hvilken strategisk retning valget af Lyngvild er udtryk for. For det er måske her, vi for første gang kan aflæse, hvilken kurs museets næsten-nye direktør Willerslev sætter for sit museumsskib. Allerede da han tiltrådte forrige sommer stod det klart, at Nationalmuseet står over for en svær opgave, hvis museet skal have en fornuftig fremtid. Willerslev har i den grad udfyldt rollen som museets fortaler særligt i de brede medier. Hans lidt distræte forskerfacon gør sig på tv, og der er ingen tvivl om, at han skaber sympati og lægger grunden til en bred forståelse af, at vilkårene for museet er yderst vanskelige. Men den historie sælger ikke billetter. Det er en taberhistorie med museet i offerrollen. Kedsomhedsknappen, som var museets børnesatsning i foråret, og inddragelsen af Jim Lyngvild kan ses som de første konkrete eksempler på, hvordan Willerslev har tænkt sig at manøvrere fri af den grund, som museet står på.

Set fra et kommunikationssynspunkt er der ingen tvivl om, at museet på den korte bane har truffet et godt valg med de konkrete initiativer. De har genereret al den opmærksomhed og sympati, man kan ønske sig. Muligvis bliver resultatet, at der bliver kø ned ad Frederiksholms Kanal. Muligvis betyder det, at museet tiltrækker en gruppe gæster, som ikke tidligere ville have overvejet at besøge museet. Det må tiden – og tallene – vise. Men er det klogt på den lange bane? Nationalmuseet bygger med vikingeudstillingen videre på det narrativ, som Kedsomhedsknappen var prologen til. Her er to fysiske manifestationer af Willerslev-æraen, som lægger afstand til museets fortid og til museets selvbillede som støvet, kedeligt og irrelevant for nutidens mennesker. Slagsiden kan være, at museet i sin iver for at fravriste sig fortiden kan komme til også at lægge afstand til den profil, som dygtige medarbejdere har arbejdet på i årevis. Nationalmuseet er båret af forskning. Forskning tager tid, og til trods for at museet nu ledes af en moderne, dynamisk, men måske lidt famlende direktør, så er det narrativ, der igangsættes, udfordret af den langsommelighed, som ligger implicit i forskningen.

Det er et politisk valg, at Nationalmuseet – og alle andre statsanerkendte museer – er underlagt fatale besparelser. Og det er en naturlig konsekvens, at vi i branchen forsøger mange nye veje for at skabe et økonomisk grundlag for en fremtid, hvor vi er mindre afhængige af statstilskuddet. Derfor må der være rum til eksperimenter og plads til forsøg. Det er i det lys, Nationalmuseets satsning med vikingeudstillingen skal ses og vurderes. Men Willerslevs initiativer viser også, hvor vigtigt det er, at de valg, der træffes, hviler på langsigtede strategiske beslutninger, som kan sikre et museumsvæsen, der også i fremtiden hviler på forskning som det tungeste ben. Den slags beslutninger er svære og kræver tid – somme tider også tid og rum til at begå fejl. Det bør politikerne huske, når de stiller krav om, at museumsbranchen skal blive dygtigere til at skabe et bæredygtigt økonomisk fundament for sig selv, og det bør selv de mest forargede kritikere have i baghovedet, før de farer i flint.

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.