0

Bliver vi epoken, som huskes for kun at fejre fortiden?

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen har igen formået at få skabt levende debat om det støttesystem til museerne, som politikerne lige nu forhandler.  Som den eneste kulturordfører lykkes det Ahrendtsen med skarptskårede og nemt forståelige pointer at sætte kunsten og kulturen til debat.

Der fortjener Ahrendtsen point for. Han er pt. den eneste kulturordfører, der har en klar vision for, hvad han vil med sit ordførerskab.  Ahrendtsen bruger kulturområdet som et værktøj til at gennemføre sit partis kerneområder, og han anskuer kunst og kultur som et instrument der kan bruges til at regulere andre samfundsmekanismer. Det er i og for sig opløftende, fordi det syn hviler på en anerkendelse af kunstens og kulturens samfundspotentialer.

Men hvad ligger der så i DFs kulturpolitik særligt på museumsområdet? Ahrendtsen foreslår en slags Robin Hood-model, hvor der tages fra de museer der får mest for at give til dem, der får mindst. DF foreslår også, at der lægges loft over, hvor mange statslige midler et museum kan tildeles.

Ideen om at smøre de tilgængelige museumsmidler bredt ud i stedet for at satse på fyrtårne som Louisiana og Aros rummer dog store udfordringer. Det er svært ikke at anerkende behovet for flere midler til de små museer uden for storbyerne. Disse museer er økonomisk mere end udfordret, både fordi de ikke har et så stort potentielt publikum at tiltrække som i storbyerne, men også fordi de lider voldsomt under 2 % omprioriteringsbidraget. Langsomt men sikkert bliver disse museers driftsmidler færre, og det bliver sværere blot at få den daglige drift til at hænge sammen. Og hvis driften halter, er det umuligt at skabe den høje kvalitet som er fuldstændig nødvendig for museets mulighed for at tiltrække både betalende gæster og fondstilskud.

Risikerer fremtidens danske kultur- og museumspolitik at fange samfundet i nostalgifælden? Detalje fra dansk julekort, 1894-95, ENIGMA.

At tage fra de rige og give til de fattige kan se ud som den nemme og fornuftige løsning, men den skaber blot andre alvorlige problemer. For den kortslutter museernes fødekæde. DFs forslag om et loft over de store museers tilskud betyder nemlig, at disse museer bliver ramt på evnen til at skabe høj kvalitet i deres tilbud. En naturlig konsekvens bliver, at de store museer vil være tvunget til at satse på sikre publikumsmagneter – udstillinger med allerede kendte kunstnere – hvor de smallere udstillinger med mindre kendte eller unge kunstnere vil blive fravalgt, og hvor det eksperimenterende sorteres væk. Det er en farlig tendens, som vil medføre en forringelse af udviklingsmulighederne både for vores nulevende kunstnere men i lige så høj grad for de mindre museer ude i landet, fordi der ofte skal en stor institutions risikovillighed til, før en kunstner slår igennem og derefter finder vej til de mindre museers udstillingsprogram. Endelig vil det være en trussel for historien om vores samtid, som vi giver videre til vores efterkommere. Vi er i reel fare for, at vores tid vil komme til at stå som en epoke, hvor der ikke var plads til samtidskunsten- og kulturen, men i stedet som en æra, hvor vi kun fejrede klassikerne; vikingerne og guldaldermalerene.

De politikere som i disse dage forhandler om et nyt støttesystem til museerne bør have for øje, at de – hvis de følger DFs forslag – påtager sig et tungt ansvar for at forarme ikke blot kunstens og kulturens institutioner men også vores samfund og dermed også skævvride den historie, vi som kulturinstitutioner er sat på jord for at varetage.

Bragt på Altinget.dk den 27. november 2018.

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.