0

Julen har bragt eksotisk bud

I 1914 kunne de heldige modtagere af et julebrev fra Dansk Vestindien nyde synet af en palmeø i solopgang på årets julemærke.

I Dansk Vestindien havde man haft julemærker siden 1907. Verdens første julemærke var udkommet i Danmark få år tidligere (1904), da postekspedient Einar Holbøll fandt på at oprette en frivillig ekstra-porto på juleposten. Traditionen med at indsamle penge til velgørenhed gennem julemærker blev hurtigt eksporteret til kolonien i Caribien, hvor pengene fra salget gik til hjælpearbejde på øerne.

Julemærket fra 1914 er interessant, fordi det er det mest eksotisk udseende af mærkerne. Når man ser på det lille mærke med tre palmer og stjerner i hjørnerne virker det til at være meget langt fra snevejr, nissemænd og hvad, vi ellers plejer at forbinde julen med.

Tre palmer med solopgang og stjerner var årets motiv for det dansk-vestindiske julemærke i 1914. Måske den hvide fugl i toppen skal ses som et håb om fred og en snarlig afslutning på den netop påbegyndte verdenskrig? (Nordfrim A/S)

Måske var motivet til mærket inspireret af det vestindiske våbenskjold, der siden 1905 havde  hængt i festsalen på Københavns Rådhus sammen med symboler for Grønland, Island og Færøerne. På våbenskjoldet ses tre små øer med hver deres kokospalme og en sol i højre hjørne. Det vestindiske våbenskjold er lavet specielt til Københavns Rådhus, og det findes ikke andre steder. Der fandtes nemlig ikke et officielt våbenskjold for øerne. I Foreningen De Danske Atlanterhavsøer (hvor blandt andre Emma Gad var medlem) var man ærgerlige over dette. I 1906 udtrykte et medlem i foreningsbladet ATLANTEN ønske om, at der snart måtte blive udviklet et våbenmærke for Dansk Vestindien, så øerne dermed – som den sidste af rigsdelene – også kunne blive repræsenteret i det danske rigsvåden. Han var dog ikke begejstret for rådhusets valg af motiv til det vestindiske våbenskjold:

”Det forekommer mig, at Mærket med Palmetræerne og de tre Bølgelinier, som i den seneste Tid søger at vinde Indpas, er en noget for moderne Sammenstilling at indsætte blandt Rigsvaabnets aarhundredgamle Felter. Det minder mig ogsaa paa en uheldig Maade dels om den kongelige Porcellænsfabriks Varemærke, dels om den nær vore Øer liggende Negerrepublik Haitis palmeprydede Vaaben.”

Formentlig har sidstnævnte været den mest tungtvejende grund. På denne tid var det bestemt ikke ligegyldigt, hvordan man billedligt fremstillede kolonien. Motiver på frimærker blev brugt til at præsentere nationen overfor ind- og udland, og de blev derfor ofte udsat for hård kritik, hvis de efter pressen eller befolkningens mening sendte forkerte signaler. En sådan skæbne overkom eksempelvis det vestindiske kongemærke fra 1905. I Randers Amtsavis var man bl.a. fortørnet over den måde, majestæten blev afbildet på: ”I en Ramme, grim og klodset, sidder et lille sort Mandshoved, der desværre skal give Vestindianerne Billedet af Kong Christian.” Også den radikale avis Politiken var kritisk og mente, at mærket gav ”Indtrykket af at være frembragt i en barbarisk Negerstat, der befinder sig paa Kulturens første Trin.” Omtalen af frimærket var placeret på forsiden under rubrikken ”Verdens grimmeste Frimærke.”

Man går vist ikke for langt, hvis man siger, at modstanden mod det eksotiske billedsprog og det vestindiske kongemærke med sort silhuet var racistisk motiveret. Dette var i øvrigt helt på linje med generelle tankestrømninger i tiden, hvor man betragtede de europæiske nationer som værende på et højere civilisationstrin end ikke-hvide og såkaldt primitive folk. Men hvorfor valgte man så mindre end 10 år senere at fremstille et vestindisk julemærke med netop et palmemotiv?

En del af forklaringen skal måske findes i Danmarks placering i periferien af Europa.

I 1978 udgav litteraturteoretikeren Edward Said det banebrydende studie Orientalism. Her brugte han begrebet orientalisme til at beskrive Vestens historiske, politiske og kulturelle blik på Orienten. Said mente, at man i Vesten havde frembragt et billede af Orienten som eksotisk, anderledes og styret af følelser. Ved at fremstille Vesten som det modsatte af Orienten – dvs. som civiliseret, ordnet, præget af rationalitet – havde man kunnet tale for sin egen kulturelle overlegenhed for at legitimere europæisk kolonisering af orientalske og andre ikke-europæiske områder.

Saids bog har med tiden fået klassikerstatus indenfor den humaniora, men den har også været udsat for kritik fra flere sider. En af disse er kommet fra litteraturhistorikeren Elisabeth Oxfeldt. Hun argumenterer for, at orientalisme udenfor Europas centrum har haft en anden funktion. Fremfor at være et middel til at hævde sig over sin koloniale ’anden’ var orientalismen i de nordiske lande snarere en måde at sidestille sig med de store europæiske magter. Sammenlignet med andre europæiske lande var Danmark aldrig nogen stor kolonimagt. Da det eksotiske julemærke udkom i 1914, havde man desuden allerede flere gange gjort forsøg på at skille sig af med Dansk Vestindien ved at sælge øerne til USA. Når Danmark deltog i eksotiseringen af kolonien, handlede det derfor måske ikke så meget om det direkte forhold mellem Danmark og dets kolonier. Det var nok nærmere en måde at markere sig selv som en del af det europæiske koloniprojekt på linje med Frankrig og England – groft sagt: en måde at markere sig som en del af det gode europæiske selskab på.

Det har altså været lidt af en balanceakt for Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. På den ene side skulle man være varsom med at blande eksotiske billeder og tegn ind i den officielle nationale og statslige symbolik, fordi det kunne sende forkerte signaler om Danmarks status som vestligt, civiliseret kultursamfund. Det vil sige: ingen palmeøer i det danske rigsvåben eller sorte konger på frimærkerne! På den anden side var en lille smule orientalisme fint, så man på den måde kunne markere sig som en moderne europæisk kolonistat ligesom forbillederne England og Frankrig.

Og her har man så heldigvis haft julemærkerne. Julemærkerne fungerede ikke som gyldige postfrigørelsesmidler; de kunne ikke i sig selv bruges til at frankere breve, men skulle så at sige altid følges med et officielt dansk frimærke. Den eksotiske symbolik opvejedes dermed af den officielle statslige symbolik på det rigtige frimærke.

I dag er der dog intet i vejen for, at vi kan betragte det eksotiske julemærke, mens vi læner os tilbage med en rom-toddy og – med MC Einars ord fra Jul Det’ Cool – sender vores vinterfrosne sjæle afsted mod varmere himmelstrøg: Jeg drømmer om en hvid sandstrand/med palmetræer og sommervejr/der vil jeg fejre julen i swimmingpoolen/langt væk fra sne og juletræer”.

 

 

 

 

Skribent

Emilie Paaske Drachmann

Emilie Paaske Drachmann er forskningsassistent på museet og cand. mag. i historie og kulturstudier. (Emilie Paaske Drachmann is research assistant at ENIGMA and M.A. in history and cultural studies.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.