0

Hvad kablerne fortæller

I vores arbejde med at udvikle ENIGMAs kommende udstillinger er vi gået på opdagelse i museets store samling af telekabler – eller rettere, stumper heraf. Inspireret af museologisk forskning diskuterer vi nu, hvordan vi bedst forløser kabelstumpernes potentiale i vores udstillinger.

Vores samling råder over alt fra dele af kabler, der er hevet op fra Storebælt efter mange års tro tjeneste som bindeled mellem Øst- og Vestdanmark til små prøver af overskårne, fiberoptiske kabler indrammet i plexiglas. Fra kabler, der er blevet sendt på pension og bærer tydelige præg af mange års brug, til kabler, der aldrig har været funktionsduelige, men udelukkende er fremstillet ireklame- eller oplysningsøjemed.

Når vi tænker på kommunikation og kommunikationsteknologi, falder tankerne typisk på de ting, vi kommunikerer direkte igennem: Vores computer eller tablet, vores smartphone, fastnettelefonen fra vores barndom eller de breve og postkort, vi har skrevet gennem tiden. Og på et kommunikationsmuseum er det ofte de historiske samlinger af fx telefoner, der fanger vores nostalgiske interesse.

Materielle efterladenskaber af fortidens kommunikation: Danmarks ældste undersøiske telegrafkabel, 1853. ENIGMA’s historiske samlinger.

Men hvad vi nogle gange glemmer er, at disse ting jo blot er små brikker i et langt større puslespil. For at kommunikation kan finde sted, kræves en infrastruktur, som forbinder alle de ting, vi som brugere kommer direkte i kontakt med. En infrastruktur, som vi – så længe den fungerer – ikke skænker mange tanker. Siden man begyndte at grave telefonledningerne ned i jorden, er

infrastrukturens fysiske tilstedeværelse nemlig fuldstændigt forsvundet fra hverdagens landskaber.

Museets samling af kabelstumper er fysiske vidnesbyrd på det verdensomspændende kommunikationsnetværk, vores samfund har været flettet ind i siden midten af 1800-tallet. Men det er ikke nødvendigvis dét man ser, når man kigger på kablet. I stedet ser man et – for de flestes vedkommende – forholdsvis uforståeligt, teknisk artefakt.

 

Ting, der taler til vores følelser

Inden for museumsstudier og kulturvidenskaben generelt taler man om en ’materiel vending’ – en fornyet interesse for ting, deres kvalitet og deres virke. En af pointerne her er, at genstande kan meget mere end blot at udgøre små brikker i et større narrativ. I udstillinger benyttes ting ofte som fysiske ’kroge’, man kan binde en historie op på. For eksempel kan lille kabelstump fra 1854 være med til at fortælle historien om, hvordan det i dette år blev muligt at åbne den første danske telegraflinje, Øresundslinjen, som forbandt Helsingør med Hamborg og det voksende europæiske telegrafnetværk. Eller mere specifikt om, hvordan det var opdagelsen af guttaperka som et godt middel til at isolere telegrafkablerne, der gjorde muligt at føre kabler gennem vand.

Men netop denne brug af museumsgenstande som ’props’ er blevet kritiseret. For eksempel af den britiske antropolog og museumsforsker Sandra Dudley, som mener, at der ligger et større

Kabler er også politik. “The All Red Line”, der blev indviet i oktober 1902, passerede kun gennem britisk territorium.

potentiale i tingenes fysiske kvaliteter, end hvad der typisk udfoldes i museumsudstillinger. Dudley henviser til en personlig erfaring fra et museumsbesøg, hvor en antik, kinesisk bronzehest vakte hendes emotionelle begejstring blot i kraft af dens udseende, før hun læste skiltet og fandt ud af, hvad det var for en genstand.

Dudleys pointe er, at det i museumsudstillinger alt for sjældent er muligt at få sådanne umiddelbare oplevelser. Når genstande, som i forvejen er gemt forsvarligt væk bag glas, overøses med informationer, forsvinder muligheden for, at genstande kan tale til vores sensoriske og følelsesmæssige side. Så er det i stedet den mere rationelle del af os, genstanden henvender sig til.

Spørgsmålet er dog, hvilke følelsesmæssige reaktioner et uforståeligt teknisk artefakt som et telekabel kan fremkalde. Vi vil gerne lade kablerne udfolde historien om det ellers usynlige og ret ubegribelige net, det binder os sammen. Men hvordan gør vi det, uden at kabelstumperne bare bliver ’props’? Og uden at tung information tager over?

 

Ting, relationer, eksperimenter

Vi finder også inspiration i en anden tilgang knyttet til den materielle vending, nemlig i den idé at ting bør opfattes som relationer. Denne idé er særligt knyttet til den franske videnssociolog Bruno Latour. Ifølge Latour er en ting på én og samme tid en genstand og en forsamling. En forsamling, fordi en ting samler forskellige mennesker på en særlig måde – den danner relationer.

I vores udstillinger vil vi gerne eksperimentere med, hvordan vores kabelstumper kan danne relationer. Relationer til andre genstande, relationer til udstillingsrummet, relationer til den besøgende. Men inden vi når så langt, vil vi også gerne eksperimentere på anden vis.

Til januar, når vi åbner første fase af museet, ENGIMA Torv, introducerer vi et nyt koncept: Ting der taler. Her vil vi for en kort stund lade én ting løbe med al opmærksomheden og lade museets eksperter udfolde dens historie. Ikke som et informationstungt foredrag, men i samtale med de tilstedeværende. Voksne som børn, tekniske eksperter som nysgerrige sjæle. Hermed håber vi at vække nyt liv i vores genstande og at blive klogere på, hvordan de på én og samme tid kan tale til vores følelser, vores sanser og vores intellekt.

Skribent

Sanne Aagaard Jensen

Sanne Aagaard Jensen er historiker og ph.d-stipendiat på ENIGMA. Sanne Aagaard Jensen is historian and Ph.D.-candidate at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.