0

Virtual Reality, Einstein og Goebbels – teknologihistoriske betragtninger

Forleden studsede jeg over en gammel opdatering på Facebook-stifteren Mark Zuckerbergs egen Facebook-side. (Måske er det lidt mærkeligt at læse gamle opdateringer på Facebook, men husk lige at jeg er historiker.)

Den er dateret til den 25. marts 2014, hvor Facebook annoncerede, at de havde investeret i Virtual Reality-brillerne Oculus VR. Zuckerberg indledte på sædvanlig vis, med at henvise til Facebooks særlige ”mission”:

Our mission is to make the world more open and connected. For the past few years, this has mostly meant building mobile apps that help you share with the people you care about.

Nu ville selskabet imidlertid tage skridtet ind i den virtuelle verden og det markerede begyndelsen på noget helt nyt, understregede Zuckerberg:

Demoversion af Oculus Rift VR, fremvist i 2014.

Demoversion af Oculus Rift VR, fremvist i 2014.

The incredible thing about the technology is that you feel like you’re actually present in another place with other people.

Således: Facebook havde investeret i en helt fantastisk teknologi, som ville gøre fysiske afstande irrelevante og åbne op for ”unbounded spaces and experiences”.

Engang havde dette været “the dream of science fiction”, understregede Facebook-bossen, men nu var fremtiden endelig på vej. Med Zuckerberg’s egne ord: ”The future is coming and we have a chance to build it together”.

Posten fik 203 000 likes og blev delt næsten 32. 000 gange. Den fik også stor omtale i de gamle medier, aviser, magasiner og så videre, hvor begejstrede teknologijournalister rapporterede om, at fremtiden nu faktisk var på vej. Naturligvis var der også skeptiske kommentarer, bl.a. fra skaberen af Minecraft, Markus Persson, men mange erklærede sig enige med Zuckerbergs vision: VR ville ændre samfundet og vores verdensbillede i grunden, fx gennem nye former for rejser (virtual travels), online-shopping og undervisning.

Postyret omkring Zuckerberg’s futuristiske erklæring, fik mig til at tænke på radioen og andre teknologier, som tidligere i historien er blevet hyldet med lignende superlativer og visioner for fremtiden. Fx holdt Albert Einstein en ikke særligt velkendt hyldesttale til radioen ved den syvende tyske radiokonference, der blev afholdt i Berlin i 1930.

Han startede med en finurlig hilsen, som spillede på noget helt særligt ved den nye teknologi:

Ærede tilstede – og fraværende!

Einsteins tale blev nemlig radiotransmitteret, så hans publikum bestod også af tusindvis af mennesker, der ikke var tilstede i Berlin, men som alligevel kunne lytte med. I 1930 var radioen jo det allernyeste og hotteste; ”the Wonder of the Age”, ”the Roar of the Roaring Twenties”, der gjorde fysiske afstande irrelevante og fik det til at føles som om, at man faktisk var tilstede i sammenhænge, hvor man ikke befandt sig rent korporligt.

Albert Einstein ved den syvende tyske radiokonference i Berlin, 1930.

Albert Einstein ved den syvende tyske radiokonference i Berlin, 1930.

Således: Ærede tilstede – og fraværende!

Lyder det ikke bekendt?

(Zuckerberg: “The incredible thing about the technology is that you feel like you’re actually present in another place with other people.”)

Einstein var overbevist om, at det nye medium grundlæggende ville ændre samfundet og verden. Ikke mindst ville det bidrage til fred og fordragelighed. Frem til 1930, altså frem til radioens gennembrud, havde verdens forskellige folkeslag primært opnået viden om hinanden gennem de nationale aviser. Disse papirbaserede medier (Old Media) havde dog udgjort en form for ”fordrejende spejl”. Radioen (New Media) ville i stedet “vise” menneskerne – og Einstein brugte faktisk ordet ”vise”– frem for hinanden fra deres mest levende og ”elskværdige side”. Således, konkluderede den verdensberømte videnskabsmand, ville radioen bidrage til at bortmane den ”gensidige fremmedhed, der så let overgår til mistro og antagonisme. ”

Men sådan gik det som bekendt ikke.

Tre år senere, ved den tiende tyske radiokonference i Berlin, var det i stedet Joseph Goebbels der var key-note speaker.

Altså Adolf Hitlers propagandaminister.

Også han var overbevist om, at radioen ville ændre verden. Ja, den havde faktisk allerede ændret verden, anså Goebbels, eftersom den tyske revolution som han selv havde været en del af – den nazistiske magtovertagelse – ville have været umulig uden radioen.

1936~Volksempfaenger

Nazitysk propagandaplakat fra 1936: “Hele Tyskland lytter til Føreren via Folkmodtageren.”

Han udråbte radioen som ”den ottende stormagt” og det vigtigste mellemled mellem nazismen og den tyske nation. Mellem nazismen som idé og dens menneskelige elementer. Og Goebbels benyttede faktisk lejligheden til at præsentere en ny, lækker og ualmindeligt billig radiomodel for det tyske folk – en Volksempfänger – som ville gøre det muligt for ”de brede masser, at blive radiolyttere”.

And the rest is history, kan man måske tilføje …

Men hvad er det, jeg vil sige med disse to eksempler? Hvorfor sammenligne noget som Zuckerberg har skrevet med radiohistoriske glimt fra 1930’erne? Jo, den teknologihistoriske morale er kort og godt, at de samfundsmæssige konsekvenser af nye teknologier altid er ekstremt vanskelige at forudsige, også hvis man er ligeså klog som Einstein – eller Zuckerberg. Opfindelser og innovationsprocesser er en sag, men hvis man virkelig vil forstå teknologien, er man nød til også at studere den i praksis, ”at the applied level”. Og dette indebærer, at man også må forholde sig til slutbrugere, politiske forhold og kulturelle konventioner.

De intentioner og fremtidsvisioner som opfindere og entreprenører har projiceret på sine apparater, har langt fra altid været i tråd med det faktiske outcome eller impact, efter at teknologierne er endt i hænderne på almindelige brugere – eller ualmindelige brugere (heldigvis) som Joseph Goebbels.

Teknologien er jo ikke en autonom aktør, der selv kan skabe fred eller krig. Eller bringe os ind i fremtiden. Der er mennesker, der trykker på knapperne og som bruger eller misbruger teknologierne. Og der er et samfund rundt omkring. Derfor er output aldrig det samme som input, når vi taler om teknologisk udvikling, i hvert fald ikke på et samfundsmæssigt niveau.

 

Skribent

Andreas Marklund

Andreas Marklund er forskningschef på ENIGMA og ph.d. i historie fra European University Institute i Firenze. Andreas Marklund is Head of Research at ENIGMA and has a doctorate in history from the European University Institute in Florence.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.