0

Ånder i røret

I vinteren 1893 blev der kommunikeret med de døde i en lejlighed i København. I selskabet sad naturlægen von Huth og hans hustru, samt en journalist og et såkaldt trance-medium, hvor sidstnævnte stod for kontakten med det hinsides. Mediet, der kun blev omtalt som H, forsatte sig i en dyb trance, og en navngiven ånd gav sig straks til kende: en astral eksistens, der primært var interesseret i at udvirke tilgivelse fra en kvinde, som han havde gjort ondt mens han levede. Efter seancen vågnede H fra sin trance og havde øjensynligt ingen erindring om hændelsen.

Scenen i den københavnske lejlighed var typisk for de spiritistiske seancer i slutningen af det 19. århundrede – komplet med bankelyde og trance-medier, der fungerede som talerør. Netop kommunikationsaspektet var faktisk en essentiel del af spiritismebevægelsens trospraksis, og i udviklingen af denne kom de elektriske kommunikationsteknologier til at spille en yderst central rolle.

Det hele startede dog med bankelyde i væggene hjemme hos søstrene Kate og Margaret Fox i New York i marts 1848. Søstrene påstod, at disse bankelyde blev foretaget af afdøde sjæle, og at det var muligt at kommunikere ved at banke tilbage. Dette blev katalysatoren for den verdensomspændende, religiøse bevægelse der er blevet kendt som spiritismen. Og til trods for at Fox-søstrene senere blev afsløret som svindlere, svækkede det ikke interesseret for spiritismen, der ligeledes fandt vej til Danmark i 1856.

Spiritistiske seancer var en populær beskæftigelse for 1800-tallets urbane borgerskab.

Spiritistiske seancer var en populær beskæftigelse for 1800-tallets urbane borgerskab.

Bevægelsens største attraktion var kommunikationen med afdøde, og spiritisterne var ivrige for at rodfæste deres verdensanskuelse i samtidens teknologiske og naturvidenskabelige udvikling. Særligt elektriciteten, telegrafen og telefonen var i fokus. Med telegrafen og telefonen var det blevet muligt at tale med personer på hidtil uhørte afstande, hvilket var med til at afmontere sammenhængen mellem krop og tale. Telefonen kunne således skabe en følelse af ”kropslig adskillelse”. Når det ikke længere var muligt at se hvem man kommunikerede med, var det overlagt til fantasien hvad der kunne være i den anden ende af røret. Da telefonen kunne nedbryde barrierer af rum og afstand, forestillede spiritisterne sig, at det på samme måde var muligt at nedbryde barrierer mellem liv og død. Derved præsenterede spiritisterne en ”logisk” forståelse af åndekommunikationen, som var i overensstemmelse med samtidige ideer inden for elektromagnetismens videnskab. Telefonens adskillelse af krop og stemme var således helt central for at give struktur til den spiritistiske bevægelse og dens kosmologiske forestillinger.

Spiritisterne forestillede sig, at de elektriske impulser, der gjorde det muligt at føre kommunikation mellem telefoner, var mulige at overføre direkte til mennesker. Der var et direkte forhold mellem elektricitet og organisk energi. De stadfæstede således deres religiøse forestillinger i menneskets fysiologi. Især kvinder var anset som fintfølende og modtagelige over for åndernes elektromagnetiske impulser. Dette gjorde kvinder fortrukne som mellemleddet til åndeverdenen – populært kaldet clairvoyante eller medier. Man forestillede sig, at disse medier havde en form for ”nervetelegrafi” der, med inspiration fra den mekaniske telegraf, kunne kommunikerede beskeder via elektroniske impulser udsendt af kroppen. I stedet for elektroniske impulser mellem maskiner fungerede denne nervetelegrafi mellem mennesker og ånder.

En af årsagerne til spiritismens forsøg på at forene sig med tidens elektriske modernitet var, at de derved kunne differentiere sig selv fra mere mystiske trosretninger. Disse havde gradvist mistet anerkendelse i en tid, hvor den klassiske religion mistede sin autoritet som sandhedsbærende. Den autoritet gik derimod til den sekulariserede naturvidenskab, der vandt folkelig opbakning. Spiritismen mente at have løsningen på konflikten mellem religion og videnskab ved at gøre religiøse forestillinger til genstand for empiriske undersøgelser. De fænomener, som de beskrev, var kontrollerbare og gentagelige, og ifølge spiritisterne var de derfor i fuld overensstemmelse med naturvidenskabens metode, da man ved selvsyn kunne få bekræftet troen på livet efter døden.

Den moderne videnskab skulle dog i sidste ende vise sig at blive dødsstødet for spiritismebevægelsen. Med udviklingen af neurovidenskaben og psykologien kom den såkaldte ”nervetelegraf” i videnskabens søgelys. Lægevidenskaben udviklede egne teorier over følsomme kvinders øjensynlige telegrafiske evner. Frem for at tale om følsomhed over for elektroniske impulser fra åndeverdenen anså lægevidenskaben kvinden for at være ekstraordinært følsom over for elektriske dysfunktioner i nervesystemet. Kvinderne fik tildelt det nye prædikat ”hysteri” i stedet for at blive anset som medier. Det, som spiritisterne havde set som ”mediumistiske evner”, betegnede videnskaben altså som nervesvaghed eller sindssyge.

 

Brugt og relevant litteratur

Høgh, Søren Langager og Johansen, Martin Gerster. ””Røret er koldt i hånden”, Telefonen i dansk litteratur og kultur 1876-2014”, Passage, tidsskrift for litteratur og kritik. nr. 72. 2014.

Kragh, Jesper Vaczy. ”En anden verden, Strejftog i spiritismens seancer og ritualer”, I: Ritualernes magt, Ritualer i europæisk historie 500-2000, Ulrik Langen (red.). Roskilde Universitetsforlag, 2002.

Sconce, Jeffrey. Haunted Media, Electronic Presence from Telegraphy to Television. Duke University Press. London, 2000.

”Beretning om Seancer, holdt i København i 1894”, Fra de to verdener, spiritualistisk maanedsskrift. Årg. 1. 1894

Skribent

jacobthomassen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.