0

Infrastruktur – ”et Ord, man kan vente vil gaa igen i den kommende Tid”

Torsdag den 21. februar 1952 blev læserne af Berlingske Aftenavis introduceret til et nyt, engelsk-stavet ord: Infrastructure. Avisen rapporterede fra et møde i det Nordatlantiske Råd, som fandt sted i Lissabon. Ved dette møde indgik medlemslandene af den nyligt oprettede vestlige forsvarsalliance NATO blandt andet aftaler om, hvor meget de skulle opruste. Men et andet og væsentligt punkt på dagsordenen var den fælles, militære infrastruktur i Vesteuropa.

I aftenavisen kunne man læse: ”I Dag vil der finde Fællesmøder Sted af Forsvars- og Finansministre til Drøftelse af Problemerne vedrørende Anlæg af nye Lufthavne, som Eisenhower skal bruge til sine Styrker i Europa og som skal bekostes i Fællesskab. Programmet er blevet døbt ”Infrastructure”, et Ord, man kan vente vil gaa igen i den kommende Tid.”

Og ordet kom rigtignok til at gå igen – både i de næste dages avisoverskrifter og i samarbejdet mellem NATO-landene i de næste mange år. Infrastruktur har siden da ikke kun været et hyppigt benyttet ord i militære og politiske kredse, men også et nøglebegreb til at forstå, hvordan et moderne samfund hænger sammen.

Ideen om at lave fælles infrastrukturprogrammer opstod i Vestunionen – et sikkerhedssamarbejde etableret i 1948 mellem Storbritannien, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg. For at kunne etablere et fælles, vesteuropæisk forsvar var det nødvendigt at udbygge og genopbygge en række infrastrukturanlæg i landene. Og da byrden var væsentlig tungere for nogle parter end for andre, selvom de nye anlæg ville komme alle til gode, opstod ideen om fælles infrastrukturprogrammer, hvor omkostningerne blev delt. Disse projekter blev overtaget af NATO i begyndelsen af 1950’erne, og i de følgende år blev der under termen common infrastructure opført alt fra rørledninger til radarsystemer som fælles projekter i NATO-landene.

Nedlægning af rørledninger som en del af NATO’s omfattende forsyningsnetværk (NATO Infrastructure Committee: 50 years of Infrastructure.)

Nedlægning af rørledninger som en del af NATO’s omfattende forsyningsnetværk (NATO Infrastructure Committee: 50 years of Infrastructure.)

Som mødet i Lissabon i februar 1952 skred frem, kunne forhandlingerne om infrastrukturen følges i de danske aviser. I Berlingske Tidende fredag d. 22. februar kunne man læse: ”Infrastructure, som indtil for nylig var Feltraabet for de indviede, er blevet det hyppigst benyttede Ord i Lissabon-Mødets indledende Fase. Det er Eisenhower, som, midtvejs mellem Posten som Øverstkommanderende og Stillingen som Præsidentkandidat, har rejst Kravet om, at de fælles Forsvarsanlæg, som gaar under Navnet Infrastructure, og som i Krigstilfælde kan benyttes af NATO-Styrker uden Hensyn til Nationalitet, skal fremmes med størst, mulig Energi.”

I dag er der ikke meget feltråb over infrastruktur, tværtimod. Vi bruger nu betegnelsen til at beskrive de anlæg og strukturer til fx transport og kommunikation, der er nødvendige for at vores samfund kan fungere. Til vores idé om nødvendig infrastruktur hører blandt andet veje, jernbaner, elektricitet, telefon- og internetforbindelser. Men tilbage i 1950’erne, da danskerne blev præsenteret for ordet infrastruktur, havde det en mere militær klang.

Infrastruktur er sammensat af de latinske ord infra og structura, som betyder henholdsvis under og bygning. Direkte oversat er en infrastruktur altså en underbygning, en konstruktion bygget under noget. Det første spor af det nye, sammensatte ord infra-struktur findes på fransk, hvor en sekretær for et jernbaneprojekt benyttede ordet i 1875. Her optrådte infrastrukturer – som en modsætning til superstrukturer – til at beskrive de anlæg, der var nødvendige for de franske jernbaner, fx broer, dæmninger og tunneller.

På engelsk blev ordet ifølge Oxford English Dictionary første gang benyttet i 1927. Siden blev det taget op igen i 1950’erne – fx kunne man i det internationale tidsskrift European Review i 1951 læse, at ”This new term ’infrastructure’ .. denotes fixed military facilities such as airfields, base installations and transport systems.” Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for den nye term. Da den britiske forsvarsminister i 1950 præsenterede det britiske parlament for forhandlingerne i Vestunionen, forklarede han, at de nye installationer til kommunikationer, hovedkvarterer osv. nu var blevet kendt som infrastruktur-arbejder. Som man kan læse i Safire’s Political Dictionary, fik dette Winston Churchill til at rejse sig op og bemærke: “As to this new word with which he has dignified our language, but which perhaps was imposed upon him internationally, I can only say that we must have full opportunity to consider it and to consult the dictionary.”

Et par måneder senere opponerede Churchill igen imod det nye ord i parlamentet: ”In this debate we have had the usual jargon about ‘the infrastructure of a supranational authority.’ The original authorship is obscure; but it may well be that these words ‘infra’ and ‘supra’ have been introduced into our current political parlance by the band of intellectual highbrows who are  naturally anxious to impress British labour with the fact that they learned Latin at Winchester.”

Det var også i disse år, at ordet infrastruktur gjorde sit indtog i de skandinaviske sprog. Og som det fremgår af de danske aviser fra februar 1952, blev ordet importeret direkte fra NATO’s engelske terminologi. I Ordbog over det Danske Sprog henvises der netop til den nævnte artikel i Berlingske Aftenavis fra torsdag d. 21. februar 1952 som den formentlig første anvendelse af ordet infrastruktur – eller ”infrastructure” som avisen skrev. Flere andre aviser benyttede også den engelske stavemåde for det nye, fremmede ord, mens Kristeligt Dagblad samme dag forsøgte sig med en fordanskning – dog med en slåfejl: ”Danmark og Norge er gaaet ind paa den saakaldte ’intra-struktur-plan’ – den plan, der omhandler oprettelsen af lufthavne, bygningen af veje og andre konstruktionsarbejder af betydning for forsvaret, som Eisenhower har foreslaaet NATO-raadet.” I løbet af de næste par år blev infrastructure dog langsomt til infrastruktur i de danske aviser – uden anførselstegn og bindestreg.

Overskrift i Kristeligt Dagblad, 28. januar 1954.

Overskrift i Kristeligt Dagblad, 28. januar 1954.

I 1950’erne var begrebet infrastruktur altså knyttet til NATO og det tiltagende vestlige forsvarssamarbejde i den kolde krigs tidlige år. Med infrastruktur mentes de faste, militære anlæg, fx flyvepladser, forsyningsforbindelser og kommunikationsanlæg, som måtte udbygges og standardiseres, sådan at de kunne benyttes af NATO-tropperne. I dag er infrastruktur ikke længere primært et militært begreb. Vi tænker i dag ikke kun på infrastruktur som noget, der skal bruges i tilfælde af krig, men derimod som noget hele vores hverdag afhænger af. Og infrastruktur er et ord, vi alle benytter – ikke kun dem, der er skolet i latin.

Den tyske historiker Dirk van Laak har undersøgt den udvikling, som infrastrukturbegrebet har gennemgået. Han har foreslået, at vores forståelse af infrastruktur i dag måske bedre kan beskrives som ressourcer – ressourcer som er nødvendige for en aktivitet, fx personale, bygninger eller udstyr. Vores begreb om infrastruktur står altså ikke længere i modsætning til superstrukturer, tværtimod rummer begrebet begge dele.

Netop derfor kan infrastrukturer være vanskelige at danne sig et overblik over. Tænk bare på hvor mange strukturer og ressourcer dit daglige liv afhænger af! Infrastrukturer skaber grundlag for, at mange funktioner i et samfund kan fungere. Som den amerikanske antropolog Brian Larkin meget rammende har beskrevet, er infrastrukturer ”matter that enable the movement of other matter.” Infrastrukturer er altså ting, men de er også relationer mellem ting.

Hvis vi tænker på en absolut essentiel infrastruktur i vores samfund i dag – kommunikationen – kan det netop være vanskeligt at pege på, hvor infrastrukturen befinder sig og hvad den egentlig består af. Det kræver teknisk ekspertviden på et ret højt niveau at kunne begribe vores kommunikationsinfrastruktur. Ja, de fleste af os har vel accepteret, at vi aldrig helt kommer til at forstå, hvordan vores computere og smartphones egentlig virker. Men måske er det en overvejelse værd, i hvor høj grad vores måde at kommunikere med hinanden på egentlig afhænger af, hvordan kommunikationsinfrastrukturen ser ud og hvordan den rent praktisk fungerer?

Skribent

Sanne Aagaard Jensen

Sanne Aagaard Jensen er historiker og ph.d-stipendiat på ENIGMA. Sanne Aagaard Jensen is historian and Ph.D.-candidate at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.