»Farfar var et ansvarsbevist og pligtopfyldende ordensmenneske. Derfor passede han vældig godt til at være landpostbud i Lime.«Ann Rasmussen fortæller sine barndomsminder om at være på besøg i farfarens hus der på én og samme tid var privatbolig og posthus for egnens beboere.

Anns farfar landpost Johannes Rasmussen med sin postcykel ca. 1946. Foto: Lime Egnsarkiv

Landpostbudet i Lime

»Jeg husker selvsagt ikke da farfar blev født i 1895. Men jeg husker da han døde i 1980 85 år gammel. Farfar var et ansvarsbevist og pligtopfyldende ordensmenneske. Derfor passede han vældig godt til at være landpostbud i Lime.

Det var ganske sikkert ikke noget lukrativt job at være landpostbud selv om det var omfangsrigt i både tid og ansvar. For at få enderne til at mødes arbejdede farfar nemlig også som måleraflæser og opkræver for elværket. Det var praktisk for han vidste jo hvor alle husene lå og kendte alle folk.

Da farfar begyndte som landpostbud i 1925 kom rutebilen hver dag med en sæk post til farfar som han skulle rundt og levere til folk i Lime og omland. Men i 1952 kom der noget nyt og moderne til Lime. Det nye og moderne slog sig slet og ret ned i farfars spisestue. Nu skulle den nemlig også være Limes posthus - et "brevsamlingssted". Folk i Lime slap for at cykle køre hestevogn bil eller tage bussen til posthuset i Mørke for at købe et frimærke eller hente en pakke. Nu var farfar ikke længere bare den som skulle dele post ud nu var han tilmed også den som skulle tage imod og sende post videre. Og han skulle holde orden på et helt posthus.

Jeg husker ikke at det oplevedes så anderledes at være på besøg hos farfar end hos andre. De fleste jeg kendte var bønder håndværkere eller havde andet arbejde som fyldte hele huset. De få som "gik på arbejde" og dermed måtte ud af huset havde nogle stuer som bare var "til pynt" og der var det kedeligt at være. «

Posthuset i Lime der også var rutebilstation ca. 1947. Foto: Lime Egnsarkiv

Et hus der forvandlede sig

»Hvis man kom kørende på hovedgaden i Lime på en søndag ville man hurtigt få øje på et hus med en stor rød postkasse på gavlen og et ovalt rødt skilt over. På skiltet var der et gult posthorn og der stod med gule bogstaver: POST. Her var altså et posthus.

Hvis man gik op ad trappen og ind i huset uden for åbningstiden var der ikke et fnug som viste at herinde var der et posthus. For posthuset var nemlig gemt væk. På alle hverdage (og dem var der mange af for farfar arbejdede også om lørdagen og på andre dage når folk ellers havde ferie) ja på alle disse dage var huset et posthus fra kl. 07.00 om morgenen til kl. 17.00 om eftermiddagen. Så vrimlede det med breve pakker og posthusting både her og der! Hele huset var posthus på en eller anden måde.

Når vi var på ferie hos farfar sov jeg oftest i min sovepose på divanen i spisestuen. Om morgenen når jeg hørte farfar tage i dørhåndtaget måtte jeg beslutte om jeg ville smutte ind i en af sengene sammen med de andre eller snige mig ind i pænstuen og lægge mig på et koldt gulv. Tit valgte jeg at lade som om jeg stadig sov på divanen selvom jeg egentlig lå og lyttede til forvandlingen som i løbet af få minutter forandrede spisestuen til posthus. Farfar listede sig ud i køkkenet hvor han vaskede sig. Når morgenrutinen var overstået med vaskning barbering og lidt morgenmad listede farfar sig tilbage forbi mig ud i gangen og låste hoveddøren op. Jeg hørte rutebilen som kom fra Mørke stoppe udenfor og farfar og "bussemanden" som vi kaldte chaufføren udvekslede morgenhilsner. Lidt efter stod postsækken i stuen og forvandlingen var sket: Spisestuen var blevet til posthus.

Farfar løsnede snoren og hældte sækkens indhold ud på spisebordet. Farfar vendte altid vrangen ud på sækken for at være helt sikker på at der ikke lå mere i den. Postsækken havde samme tekst "POST" et posthorn og et par røde og hvide striber både indvendig og udvendig. Det syntes jeg var så smart for så var der jo hverken nogen inderside eller yderside på sækken. Det var en herlig abstrakt virkelighed som jeg elskede at gå og lege med i tankerne.

Farfar tog en prikket gummidut på højre tommelfinger og så var der gang i sorteringen. Posten som skulle deles ud skulle jo ligge i rækkefølge i forhold til ruten han skulle cykle. Bagefter blev alle pakker og udleveringskort tjekket. Pengekatten og lommebogen der lignede en trækharmonika blev fyldt med så mange penge som farfar ville få brug for på sin postrunde. Bøgerne blev kontrolleret så alt var i orden. Der måtte ikke blive rod i noget i løbet af dagen.

Snart hørte jeg farfar gå ud i køkkenet og ned i kælderen løfte cyklen op ad bagtrappen og ud i haven bag huset. Her fastgjorde han den store sorte firkantede posttaske som næsten var en kuffert på stativet over forhjulet på cyklen. Lidt efter blev kælderdøren lukket og jeg kunne høre farfar trække cyklen langs med huset gennem gruset og ud på vejen for at tage fat på postomdelingen.«

Et par af de mange genstande: Knappekroge uniformsknapper og og lappegrej til cyklen.

Ny særudstilling om Farfars posthus

Når Post & Tele Museum 15. marts 2014 åbner ny særudstilling om landpost Johannes Rasmussens posthus i Lime på Djursland er udstillingen blot en lille samling af mange minder om arbejdet som og mødet med landposten. Det der gør Johannes Rasmussens historie særlig er det væld af genstande hans familie omhyggeligt har gemt og bevaret. Alt fra den uldne postkappe til spisebordet der i dagtimerne blev til postsorteringsbord og knappekrogene der hjalp med de stive støvler inden dagens tur på ruten. Det hele vil man kunne se i udstillingen på museets balkonområde hvor vi i samarbejde med familien har genskabt huset. Genstandene ledsages af Ann Rasmussens stemme og meget personlige barndomserindringer når man ifører sig et par høretelefoner og bevæger sig ind i vores skitse af livet i posthuset og hjemmet i Lime.

Udstillingen åbner for offentligheden lørdag d. 15. marts og er som resten af museet gratis og åben alle ugens dage fra 10-16. Audioguides lånes i museumsbutikken