0

Skriv din historie her …

I forbindelse med Enigma Museums nye udstilling ‘Telefonbokshistorier’ bliver de besøgende opfordret til at bidrage med egne erindringer om de telefonbokse, som nu er forsvundet fra gadebilledet. Og jo, jeg husker dem tydeligt; i flere år var de min eneste telefon. Men er det en telefonbokshistorie? Har jeg en historie som er værd at fortælle, en historie som kan være med til at fortælle en større historie, eller måske sætte nye erindringer i gang hos den næste besøgende? Hvornår og hvordan bliver det almindelige levede liv til fortælling – til historie? Og hvad betyder det når museerne skubber til erindringen?

Indsamlingen af borgernes genstande og historier er en tilgang som gennem de senere år har dannet grundlag for nye udstillingsoplevelser både herhjemme og i udlandet. Allerede for ti år siden begyndte Struer Museum således sin indsamling af lokale erindringer gennem det digitale projekt Byskriveren’, som stadig kan opleves på museet. Københavns Museum har ligeledes gennem flere projekter arbejdet med brugerindsamling, både i den omrejsende fotoinstallation VÆGGEN og i udstillingen ‘Søren Kierkegaard – kærlighedens genstande og gerninger’, som kombinerede genstande fra samlingen med genstande og kærlighedshistorier doneret til udstillingen af museets brugere. Kærligheden var ligeledes temaet for ‘The museum of broken relationships’ som i 2016 gæstede Rundetårn, hvor danske historier om forliste forhold blev føjet til det internationale kunstprojekt. Den Gamle By i Århus har eksperimenteret med Instagram som indsamlingsredskab både i forbindelse med udstillingen ‘Aarhus Rocks!’ og som forberedelse til en kommende bydel om 2014 under hashtagget #deldit2014. Og Nationalmuseet åbnede i november sidste år udstillingen ‘Din ting – vores historie’ med lige dele genstande udvalgt fra samlingen som repræsentationer af nyere samfundsbegivenheder, og hverdagsgenstande foreslået af befolkningen gennem en kampagne på Facebook.

Selvom det ikke er alle donationer som er egnet til samlingerne, har brugernes bidrag stor værdi for forståelsen af vores samtid, som de kulturhistoriske museer jo også både formidler i dag og skal bevare for fremtiden. Inspektørerne fra Den gamle By beskriver således i en artikel om erfaringerne fra de ovennævnte projekter, at

[…] det brugerskabte materiale er meget velegnet til samtidsdokumentation af såvel materiel som immateriel kulturarv, materielt ved at vise et konkret motiv, og immaterielt som udtryk for brugerens kommunikative udsagn om sig selv og det valgte motiv. (Djupdræt m.fl. (2015:88))

Kun med borgernes hjælp kan museerne altså forstå og forske i nutidens hverdagskultur. Og i udstillingerne kan mødet med vores egen hverdag gennem brugerindsamlede genstande og fortællinger måske også gøre historien mere nærværende for os som besøgende.

Når museerne udstiller dagligdags genstande og hverdagshistorier fra vores egen samtid, kan de på den måde få os til at reflektere over hvordan vi selv er del af historien, og hjælpe os til at få øje på det betydningsfulde i det almindelige. Kunsthistorikeren Svetlana Alpers taler ligefrem om museet som ‘a way of seeing’, et særligt opmærksomt blik som vi lærer når vi får lov til at granske udvalgte genstande i udstillingerne. Det blik kan vi tage med os ud i verden og hjem i hverdagen, som beskrevet af kulturteoretikeren Barbara Kirschenblatt-Gimblett:

Når først det hverdagsliges forsegling er brudt, opleves livet som en repræsentation: metaforerne om livet som en bog, en scene, et museum fanger denne effekt med nuancer som er særlige for hver metafor. Ligesom det pittoreske, hvor malerier sætter standarden for oplevelse, transformerer museumsudstillinger den måde folk ser deres egne omgivelser. Museumseffekten går begge veje. Ikke alene bliver almindelige ting særlige når de placeres i museet, museumsoplevelsen bliver også en model for at opleve livet udenfor murene. (Oversat fra Kirshenblatt-Gimblett (1991:410))

I forlængelse af dette er invitationen til at bidrage et formidlingsmæssigt greb, som søger at inspirere deltagerne til yderligere at reflektere over deres egen historie i et historisk perspektiv. Ifølge museologen David Anderson handler samskabelse af kulturarven således ikke bare om flerstemmighed og kulturelt demokrati, men også om at vi derigennem udvikler vores historiske bevidsthed.

Hvis min egen erfaring er repræsentativ, er der måske noget om snakken. Når jeg selv har deltaget i museernes indsamlingsprojekter, har jeg måske nok været farvet og tildels drevet af faglig nysgerrighed. Men også på et personligt plan har jeg oplevet det som berigende at byde ind på historien.

Da jeg i sin tid tog billeder af mit eget hjem, mine indkøb og mit lokale supermarked til #deldit2014, fik jeg øje på hvordan det på en gang var personligt og særegent, og samtidig et tidstypisk udtryk for mit sociale og geografiske tilhørsforhold. Det kan godt være at indretningen var udtryk for min smag, men der var også noget umiskendeligt københavnerlejlighed anno 2014 over kombinationen af hvidmalede gulve, at-bo reoler og genbrugsmøbler.

Og da jeg deltog i Nationalmuseets dagbogsindsamling ‘Del din dag’ gav morgenens udfordringer med at købe en mobilbillet til toget mig anledning til at tænke over hvor meget digitale tjenester nu fylder i hverdagen, og hvor forskelligt mit liv i 2017 derfor var fra det liv jeg levede i 1992, hvor Nationalmuseet sidst samlede dagbogsfortællinger ind.

Måske de tanker var inspirationen til mit bidrag til ‘Din ting – vores historie’, hvor mit Nem-ID kort faktisk blev udvalgt og nu er udstillet på Nationalmuseet! Men selvom det selvfølgelig er en sjov krølle på dén historie, var det ligeså meget overvejelserne over hvad der kendetegner dagens Danmark som gjorde det interessant at deltage. Og selv de gange hvor jeg ender med ikke at bidrage, har opfordringen sat tankerne i gang.

Men hvordan inspirerer vi folk til at dele tankerne med museet? Hvordan bliver en erindring en historie som kan fortælles? Hvilke historier har I lyst til at fortælle os?

Det er spørgsmål vi tumler med i forhold til projektet ‘den eksplorative udstilling’, hvor vi også vil indsamle og formidle kommunikationshistorien som de mange stemmers historie. Måske vi kommer tættere på et svar gennem de bidrag som snart finder vej til ‘Telefonbokshistorier’. I hvert fald glæder vi os til høre jeres historier om telefonfis og tokroner  – og til at inspirere jer til at genbesøge telefonboksen i erindringen.

Referencer:

Alpers, S. (1991). ‘The Museum as a Way of Seeing’. In Karp, I & Lavine, S. (eds.) Exhibiting Cultures. The Poetics and Politics of Museum Display. London: Smithsonian Institution Press.

Anderson, D. (1997). ’Time, dreams and museology: We are all museologists now’. Nordisk museologi, 2.

Djupdræt, M. m.fl. (2015): Instagram som dokumentations- og indsamlingsmetode’. Nordisk Museologi 2015,1, s. 73-90

Kirshenblatt-Gimblett, B. (1991). ‘Objects of ethnography’. In Karp, I & Lavine, S. (eds.), Exhibiting Cultures. The Poetics and Politics of Museum Display. London: Smithsonian Institution Press.

 

Skribent

Rikke Baggesen

Rikke Baggesen er postdocforsker ved ENIGMA og RUC, tilknyttet det tværfaglige forskningsprojekt Vores Museum. Rikke Baggesen is a postdoc fellow at ENIGMA and Roskilde University, connected to the interdisciplinary research project Vores Museum/Our Museum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.