0

Verdens grimmeste frimærke

I efteråret 2017 gik jeg på opdagelse i de gamle, støvede arkivkasser på ENIGMAs bibliotek. Blandt optællinger af frimærker og klager over forsvunden post faldt jeg over en notits om den ”stærkt nedsættende Kritik”, som de dansk-vestindiske frimærker fra 1905 havde fået. Notitsen ledte mig på sporet af et ægte frimærkedrama, der både indeholder tropekolonier, en smule racisme og en potentiel majestætsfornærmelse.

På Dansk Historikermøde, der bliver afholdt på M/S Museet for Søfart d. 20.-22. august, vil jeg præsentere historien. I kan læse mere og købe billetter her.

Nedenfor er en kort præsentation af mit oplæg til konferencen:

Verdens grimmeste Frimærke: Eksotiserende og fordanskende visualiseringer af et transnationalt fællesskab

Siden slutningen af 1800-tallet havde man i Danmark med jævne mellemrum haft forhandlinger om at sælge de dansk-vestindiske øer til USA. I 1902 var man nået så langt, at en salgstraktat var blevet ratificeret i den amerikanske kongres. Også det danske folketing godkendte traktaten, men salget faldt, da afstemningen i Landstinget d. 22. oktober 1902 endte uafgjort. Efter det mislykkede salgsforsøg skulle forholdet mellem kolonien og moderlandet således genforhandles, såvel politisk, økonomisk som kulturelt.

I det foreslåede oplæg er det mit argument, at de ændrede fremtidsudsigter efter det mislykkede salg også havde betydning for, hvordan man visualiserede kolonien og navnlig det transnationale forhold mellem moderlandet Danmark og kolonien Dansk Vestindien. Eksempelvis blev den kendte arkitekt og maler P.V. Jensen-Klint bedt om at tegne nye vestindiske frimærker, der udkom i 1905. Det ene af mærkerne med kongens portræt i sort profil vakte stor kritik i Danmark og blev på forsiden af Politiken omtalt som ”Verdens grimmeste Frimærke”.

“Verdens grimmeste frimærke”, ifølge Politiken (1905).

Med udgangspunkt i hidtil ubenyttet materiale fra ENIGMAs arkiv samt arkivalier fra Rigsarkivet og den samtidige presse vil jeg i denne præsentation følge frimærkerne, fra opgaven blev stillet over ændringer i frimærkernes motiver, til mærkerne udkom og blev anmeldt i pressen.

Som nationalismeforskerne Pauliina Raento og Stanley D. Brunn har vist, kan frimærker læses som ”political, socioculturally and territorially specific texts”, der kan give indblik i den udgivende stats ‘forestillede fællesskab’. På linje med eksempelvis pengesedler fungerer de således som en form for ”cirkulerende erindringsgenstande, der løbende producerer og reproducerer en særlig fortælling om det nationale fællesskab” (Anders Ravn Sørensen: ”At designe danskhed: forestillinger om nationen på danske pengesedler” i Kulturstudier nr. 1, 2013). I modsætning til pengesedlerne er frimærker dog nærmest i deres natur grænseoverskridende, og denne særlige fortælling om det nationale fællesskab præsenteres derfor ikke kun inden for nationens grænser, men også over for omverdenen, når et frankeret brev rejser fra land til land.

Netop derfor udgør de dansk-vestindiske frimærker fra 1905 et særdeles interessant kildemateriale, der kan belyse, hvordan moderlandet Danmark ønskede visuelt at fremstille kolonien Dansk Vestindien – både overfor indbyggere i Danmark, i Dansk Vestindien men også overfor de andre europæiske kolonimagter.

I en diskussion med litteraturhistoriker Elisabeth Oxfeldts begreb om nordisk orientalisme vil jeg desuden gennem inddragelsen af andre samtidige visuelle fremstillinger af Dansk Vestindien, som eksempelvis Koloniudstillingen fra 1905, se på i hvilke situationer, øerne blev fremstillet som eksotiske og fremmedartede og i hvilke situationer, vægten i stedet blev lagt på samhørigheden, ligheden og slægtskabet mellem moderland og koloni.

Skribent

Emilie Paaske Drachmann

Emilie Paaske Drachmann er forskningsassistent på museet og cand. mag. i historie og kulturstudier. (Emilie Paaske Drachmann is research assistant at ENIGMA and M.A. in history and cultural studies.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *