0

Museer som medier

Ofte bliver jeg mødt med spørgsmålet om, hvad vi egentlig laver på museerne. Tit bliver spørgsmålet stillet af mennesker, som ikke nødvendigvis kender til museumsbranchen fra andet end et søndagsbesøg med familien. ”Hænger I ikke bare nogle billeder på væggene, og stiller I ikke bare nogle gamle ting i glasmontrer?”, spørger de. Og jo, det gør vi. Men vi gør også så meget andet. Og vel at mærke aktiviteter, som ikke falder inden for den gængse opfattelse af bare at udstille vores museumsgenstande. Det arbejde vi laver på museerne ligner faktisk temmelig meget det arbejde, som mange medier også løfter. Vi formidler viden, analyserer og kommenterer. Vi skaber debat og sætter vores samfund under lup. Og vi gør de fysisk på vores museer, vi gør det på digitale platforme og på print.

Museer og deres vilkår har fyldt en del i den offentlige debat det seneste år. Især fordi kulturministeren sidste forår meldte ud, at hun ville se på fordelingen af statslige midler til museerne. Debatten har båret voldsomt præg af de økonomiske vilkår, som museerne lever under. De statsanerkendte museer er underlagt en årlig 2 % besparelse over 4 år, og der skæres og rationaliseres hos alle kollegaerne i hele landet. De fleste steder med helt fatale konsekvenser. Nationalmuseets flamboyante direktør Rane Willerslev har været god til at sætte ord på, hvor alvorlige besparelserne er for museerne, men også mange andre museumsrøster har været løftet. Der har været fokus på, hvad museerne betyder for lokalsamfund, men også museernes rolle som socialt kit og som steder, hvor der arbejdes med integration, inklusion og formidling af det, man i gamle dage ville kalde klassisk dannelse har været bragt i spil.

Samme kulturminister som har kaldt til debat om museernes vilkår, præsenterede for et par uger siden et udspil til et nyt medieforlig. Også i mediebranchen skal posen

rystes gevaldigt. DR underlægges en 20 % besparelse, og midlerne til public service skal seksdobles. Regeringen ønsker bl.a. en ny Tv-kanal som skal formidle folkeoplysning og kultur. Sidstnævnte forslag er særligt interessant set fra et museumsperspektiv. For den opgave som Tv-kanalen skal løfte er præcis, hvad museerne kan og allerede gør. Det kan undre, at man i Kulturministeriet ikke har overvejet at koble de to resortområder tættere sammen og rent faktisk udnytte den oplagte synergi som ser ud til at være stede. Kunne man forestille sig, at man kunne udvide forståelse af museer til også at betragte museerne som medier?

Ser man på, hvordan Kulturministeriet definerer et medie, så ville det faktisk været en enkel sag at medtage museer inden for definitionen. I loven om Mediestøtte kan man læse sig frem til følgende krav: Et medie formidler selvstændigt journalistisk stof og har en ansvarshavende redaktør. Mindst 3 årsværk skal arbejde redaktionelt. Mediet skal henvende sig til en bred kreds af brugere og stilles til rådighed i hele landet for alle. Mediet skal i det redaktionelle stof behandle politiske, samfundsrelaterede og kulturelle temaer, og endelig skal mediet udkommer min. 10 gange om året. De fleste museer kan rent faktisk nikke ja til at opfylde ovenstående krav, og ville allerede nu kunne afprøve Kulturministeriets villighed til nytænkning ved at ansøge om støtte.

I medieudspillet understreger regeringen behovet for at ”opnå et mere varieret og tilgængeligt dansk medieudbud”. Regeringen har spottet et behov for både digitale platforme og traditionelle medier og for at bygge bro mellem generationerne. Endelig ønsker regeringen at ”rette op på balancen mellem landsdækkende og lokale samt regionale medier”. Museerne er tilgængelige. De er placeret i hele landet, og formår at bygge bro mellem generationerne. Museerne er frie indholdsproducenter; indholdsproduktionen bygger på fri forskning og en stærk formidlingstradition. De fleste museer råder i dag over både digitale og mere traditionelle kanaler og mange har journalistiske kompetencer i organisationen. Museerne ville kunne skabe en meningsfuld kobling mellem stedsbunde arrangementer og publicering af aktiviteterne gennem digitale kanaler, og museernes diversitet ville kunne sikre en formidling af den brede kulturarv – fra flintøkser til moderne installationskunst. Museerne er vant til at tænke tværfagligt og arbejder ofte med inddragelse af teater, musik, film og digitale udtryksformer. Mange museer udkommer allerede med podcasts og video, har aktive og velfungerende digitale debatfora og vi er dygtige til at målrette vores aktiviteter til udvalgte målgrupper. Både de klassiske kulturbruger men især alle dem, som vi må ud af vores bygninger for at nå.

Det skal blive interessant at se, om museerne via den kommende forøgede public service-pulje kan finde alternative veje til finansiering af vores aktiviteter. Og særligt interessant bliver det at se, hvorvidt kulturministeren virkelig er villig til at gå nye veje i arbejdet for at løfte public service området, når der er så stærkt politisk fokus på netop at skabe rammer for nye aktører.

Bragt som debatindlæg på Altinget.dk 24. april 2018.

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *