0

Forunderlige forsendelser

I december måned kunne man på ENIGMA Torv se udstillingen Simultaneous Souvenirs  baseret på tilfældige hverdagsgenstande, som de to kunstnere Kirstine Lund og Linn Lindström har sendt til hinanden. Men en fladmast sodavandsdåse, en bananskræl og en død flue er ikke de eneste mærkelige ting, der med tiden er blevet fragtet med posten. Vi har været en tur i arkiverne for at finde eksempler på andre besynderlige postforsendelser.

Gennem tiden har det danske postvæsen befordret både breve, pakker, ting og personer. Da den lille nisse i børnesangen rejste med ekstrapost fra land til land, var det altså ikke, fordi nissen havde

En julehilsen i form af en overmund støbt i gips.

fået fritidsjob som postbud. Inden jernbanerne i anden halvdel af 1800-tallet begyndte at binde Danmark sammen, stod post- og befordringsvæsenet for størstedelen af den organiserede persontransport til lands. Hvis man ønskede at lade sig befordre med posten, kunne man enten købe billet til en tur med pakkeposten, der kørte ad faste postruter i landet, eller man kunne benytte sig af den dyrere ekstrapost. Ekstraposten var en hyrevogn, hvor man betalte en fast pris pr. mil mod til gengæld at blive kørt direkte til ens bestemmelsessted. Den lille nisse havde altså haft den store tegnebog fremme og betalt for en tur helt til stormogulens land, Indien. I slutningen af 1800-tallet udkonkurrerede de nye jernbaner dog efterhånden postens transportvirksomhed, og det endelige punktum for persontransporterne blev sat i 1912, da postens sidste diligenceruter blev nedlagt.

I 2002 modtog Post Danmark en email fra en kunde, der sandsynligvis uvidende om personbefordringens historie spurgte, om man kan sende et menneske med posten. Han var på vej på ophold i USA og ville undersøge, om det var en mulighed at sende sig selv hjem med posten. Svaret fra posten lød: ”Jeg er ikke bekendt med, at der skulle findes bestemmelser, som specifikt tillader eller udelukker befordring af levende mennesker med Post Danmark, men jeg tør godt fastslå med sikkerhed, at det ikke kan lade sig gøre. Derudover findes der nogle særlige bestemmelser for pakker med farligt indhold, herunder at de kun kan sendes af erhvervskunder, så hvis vedkommende er farlig, vil det ligeledes ikke være muligt for en privat afsender at sende ham/hende med post.”

I svaret opridses også de generelle mål, som pakker skal holde sig indenfor. Da den maksimale længde for volumenpakker er 150 cm, ville man kun være i stand til at sende ”meget små mennesker eller børn, og det ville givetvis stride mod anden lovgivning i Danmark,” lyder det videre.

Svaret fra posten kan læses i sin fulde længde her.

I brevet specificeres det også, at posten få år tidligere havde afskaffet adgangen til at sende levende dyr med posten. Helt præcist skete dette i 1998. Det afholdt dog ikke en sønderjysk dyrehandler fra at sende en bogfinke, en atlasfinke og en orangevæver som pakkepost til en kunde i 2002. I et interview erkendte dyrehandleren at have sendt fuglene efter aftale med kunden, men nævnte også, at det ikke var noget, han ofte gjorde. ”Nej, nej – det må man jo ikke, men jeg sender ofte fugleedderkopper og skorpioner med posten. Det er tilladt, for det er hvirvelløse dyr,” udtalte dyrehandleren.

Hvirvelløse dyr er for eksempel insekter, der bruges som foder eller madding eller bier, som kan bruges til at starte en honningproduktion op. I 1889 modtog det dansk-vestindiske postvæsen via Verdenspostforeningens internationale kontor i Bern en forespørgsel fra det italienske postvæsen om, hvorvidt ”Bidronningers forsendelse med Brevposten som Vareprøver kan finde Sted paa de dansk-vestindiske Øer.”

Den dag i dag er det tilladt at sende bier som pakkepost, hvis blot de er pakket forsvarligt og i henhold til Dyreværnsloven.

En af de mærkværdigste forsendelser i vores samling er en overmund støbt i gips af en studerende på Tandlægehøjskolen i begyndelsen af 1960’erne. Den studerende har muligvis været så stolt af sit håndværk, at det skulle komme andre til gode. Derfor blev gipsgebisset sendt som postkort. Inde i ganen blev modtageren ønsket en glædelig jul. Der er åbenbart noget ved juletiden, der giver folk gode idéer til alternative postkort og breve. I 1973 fik et nordjysk savværk eksempelvis den fikse idé at bruge deres spækbrædder af træ som postkort til de årlige julehilsner til venner og forretningsforbindelser. På denne måde ville de gøre opmærksom på, at deres limtræ var i så god kvalitet, at ”det kan tåle selv postvæsenets hårdhændede behandling.” I museets samling har vi et sådant postkort-spækbræt, der dog ikke levede op til salgstalen og gik i stykker under postbesørgelsen. Også en grydeske og en sten er af opfindsomme brevskrivere blevet brugt som postkort.

Innovativt reklamefremstød anno 1973: et spækbræt forklædt som postkort.

Når man hører om alle disse forunderlige ting, der gennem tiden er blevet sendt med posten, skulle man næsten tro, at der ingen grænser er for, hvad man må sende som brev eller pakke i Danmark. Men der findes skam regler for, hvad der er tilladt at sende med postvæsenet. I PostNords forretningsbestemmelser kan man læse, at det er forbudt at sende f.eks. våben, tobaksvarer, letfordærvelige fødevarer og de føromtalte hvirveldyr som pakker.

Bestemmelserne afhænger både af tid og sted. Derfor er det på den svenske posts hjemmeside eksplicit anført, at man ikke må sende surstrømning med luftpost af fare for, at dåsen med gæret sild skal eksplodere undervejs. Og i Danmark under 2. verdenskrig blev listen over ulovligt indhold i postforsendelser til udlandet udvidet. Bl.a. var det forbudt at sende ”opklæbede Fotografier, Blindeskrift, Skakopgaver, Kryds- og Tværsopgaver samt andre Opgaver og Gaader.” Forbuddet skyldtes naturligvis den tyske besættelsesmagts og de danske myndigheders frygt for, at informationer, der var til skade for tyske interesser, blev sendt som krypterede beskeder i form af gåder eller rebusser.

Og besættelsesmagten gjorde klogt i at være på vagt over for gåder og krydsord. I 1942 blev netop en kryds-og-tværs brugt til at rekruttere kvikke hoveder til det tophemmelige kodeknuser-hovedkvarter Bletchley Park. The Daily Telegraph havde i en periode fået en del henvendelser, der gik på, at avisens daglige krydsogtværs var blevet for let og kunne løses på få minutter. Det, mente avisen, ikke holdt stik, og derfor arrangerede de en konkurrence, hvor deltagerne skulle løse krydsorden på under 12 min. Hvad hverken avisen eller deltagerne vidste var, at det engelske krigsministerium også holdt øje med konkurrencen. Nogle uger senere modtog de hurtigere krydsordsløsere derfor et fortroligt brev med invitation til at arbejde på Bletchley Park.

Ja, gode historier er der masser af, og vi glæder os til at kunne præsentere flere forunderlige forsendelser, når vi senere åbner for udstillinger i huset.

 

Skribent

Emilie Paaske Drachmann

Emilie Paaske Drachmann er forskningsassistent på museet og cand. mag. i historie og kulturstudier. (Emilie Paaske Drachmann is research assistant at ENIGMA and M.A. in history and cultural studies.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *