0

Røde, hvide og varme telefoner – om hotlines og internationalt diplomati

Den tredje dag i det nye år 2018 blev dagen for et symbolsk tøbrud i forholdet mellem Nord- og Sydkorea. Her genåbnede Nordkorea den ’hotline’, der forbinder de to nabolande. Den direkte kommunikationslinje har ellers været afbrudt i næsten to år, efter relationen mellem landene blev kraftigt forværret omkring årsskiftet 2015-2016.

Hermed er den materielle ramme skabt for, at en diplomatisk dialog kan genoptages. Hotlinen består rent fysisk af en telefonlinje, som i grænselandsbyen Panmunjom forbinder Nord og Syd. Telefonlinjen har eksisteret siden 1971 og har i perioder dannet ramme for en fast rutine med to daglige opkald mellem de to lande: På ulige dage ringede Sydkorea op, på lige dage ringede Nordkorea op. Indtil nordkoreanerne altså holdt op med at tage telefonen.

Om genåbningen af forbindelsen mest af alt er symbolsk, og om dialogen vil få storpolitisk eller mere lavpraktisk karakter, vil tiden vise. Historien har vist os, at den type af hotlines kan have flere forskellige funktioner.

Molink – forbindelsen mellem USA og Sovjet

Den mest kendte hotline er den linje, der blev etableret mellem USA og Sovjetunionen i den kolde krigs varme år. Forbindelsen, der i filmen Dr. Strangelove fra 1964 blev foreviget i form af en rød telefon. Den direkte kommunikationslinje mellem Washington og Moskva – som slet ikke var telefonisk, men en fjernskriverforbindelse – blev af amerikanerne kaldt ’The Washington-Moscow Emergency Communication Link’ eller bare ’Molink’.

Terminalen for Moskvaforbindelsen i kælderen under Det Hvide Hus. (White House/NSA, Wikimedia Commons.)

Etableringen af hotlinen var nogle år undervejs. I 1954 foreslog Sovjetunionen, at der skulle etableres en form for sikkerhedsforanstaltning mod overraskelsesangreb. Frygten var, at en atomkrig kunne blive udløst ved en fejl eller en misforståelse.

Ideen blev drøftet igen i 1959, da Nikita Khrusjtjov som den første sovjetiske leder nogensinde besøgte USA. Ifølge et senere amerikansk memorandum havde Khrusjtjov givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig en ’hvid telefon’ med direkte forbindelse til den amerikanske præsident. I begyndelsen af 1962 foreslog Sovjetunionen, at de tekniske drøftelser om at etablere en sådan forbindelse blev indledt.

Den varme linje blev klar til brug efter Cuba-krisen

Det var dog Cuba-krisen i oktober 1962, der satte skub i processen. I de kritiske oktoberdage i 1962 tog det timevis for USA og Sovjetunionen at udveksle beskeder gennem de eksisterende diplomatiske kanaler, fordi hver besked skulle kodes, afkodes, oversættes, transmitteres og afleveres. Cuba-krisen understregede for alvor behovet for adgang til effektive og pålidelige kommunikationskanaler i krisetider.

Kort efter krisens afblæsning tog USA initiativ til at genoptage dialogen om, hvordan supermagterne ville kunne mindske risikoen for, at misforståelser og kommunikationssvigt udløste en fremtidig krig. Aftalen om en hotline faldt på plads i løbet af foråret 1963, og linjen var installeret og klar til at tage i brug den 30. august 1963.

Linjen var i første omgang et telegrafkredsløb, der gik over London, København, Stockholm og Helsinki. Forbindelsen blev suppleret med et radiokredsløb via Tanger og senere moderniseret med satellit- og fiberoptisk forbindelse.

Etableringen af linjen handlede altså først og fremmest om krisehåndtering. Det var også med dette formål for øje, at linjen første gang blev benyttet under Seksdageskrigen i 1967. Men udover denne funktion viste det sig hurtigt, at en hotline havde andre potentialer.

Psykologisk betryggende for befolkningen

I visse diplomatiske kredse blev Washington-Moskva-hotlinen set på med skepsis. Bekymringen gik på, om hotlinen med tiden ville blive brugt til mere rutinemæssige politiske diskussioner og ikke kun i krisesituationer. I så fald ville det traditionelle diplomatis rolle blive udfordret. Men ud fra et ’public diplomacy’-perspektiv var der mange fordele at få øje på. Først og fremmest et psykologisk aspekt.

For offentligheden, som havde fulgt Cuba-krisens optrapning fra sidelinjen og frygtet en atomkrigs udbrud, var eksistensen af en hotline en betryggende foranstaltning. Selvom forhandlingerne om etableringen af hotlinen foregik i fortrolighed, var præsident Kennedy klar over den propagandamæssige værdi. Det kom for eksempel til udtryk i en tale i juni 1963:

’En øget forståelse vil kræve øget kontakt og kommunikation. Et skridt i den retning er det foreslåede arrangement om en direkte linje mellem Moskva og Washington, så hver side undgår de farlige forsinkelser, misforståelser og fejltolkninger af de andres handlinger, der måtte forekomme under en krise.’

Hotlinen blev altså præsenteret som et fænomen, der var knyttet til den afspænding i konflikten mellem Øst og Vest, som indtraf i årene efter Cuba-krisen.

Hotlines som udtryk for politisk prestige

I forbindelse med en modernisering af hotlinen i 1971 var det Sovjetunionen, der brugte begivenheden i propagandaøjemed. Mens amerikanerne mente, at det var tilstrækkeligt at lave et tillæg til den oprindelige aftale fra 1963, pressede russerne på for, at der skulle laves en helt ny aftale, og at den skulle underskrives ved en ceremoni. Der skulle med andre ord sikres en ’photo opportunity’.

Hotlines kan således bruges til at signalere gode bilaterale relationer mellem lande. Men den politiske signalværdi knytter sig også til det enkelte lands betydning.

Efter etableringen af Washington-Moskva-hotlinen forsøgte også Frankrig og Storbritannien at skabe en direkte hotline fra deres respektive hovedstæder til Moskva. Hermed kunne de signalere, at de stadig var stormagter, som ikke stod i skyggen af USA. Den engelske hotline blev aldrig realiseret under den kolde krig, derimod blev der i 1966 etableret en teleprinterforbindelse mellem Kreml og Élyséepalæet i Paris.

Storbritannien forsøgte i årene 1969-1971 også at etablere en hotline mellem London og Canberra i Australien, selvom der i forvejen eksisterede gode kommunikationsforbindelser mellem de to Commonwealth-lande og risikoen for konflikt mellem dem var minimal. Hotlinen var altså mere et spørgsmål om politisk prestige.

Opblødning mellem Nord- og Sydkorea?

I det koreanske tilfælde er det svært at komme uden om den signalværdi, der er forbundet med hotlinen – både afbrydelsen og genåbningen heraf. Dette skyldes ikke mindst begrebet ’hotline’ og den historie, der er knyttet til den type af kommunikationsforbindelser.

Det var i midten af februar 2016, at Nordkorea holdt op med at svare i telefonen. Den direkte årsag var, at Sydkorea i protest mod de nordkoreanske atomprøvesprængninger besluttede sig for at stoppe alle aktiviteter i den fælles industrizone Kaseong. Afbrydelsen af kommunikationslinjen var således en antagonistisk handling – en markering af modvilje og parathed til konflikt – der indgik i en form for diplomatisk duel i en periode af hurtigt eskalerende spændinger.

Genåbningen af forbindelsen er omvendt en handling, der fremhæver viljen til dialog og konfliktnedtrapning. Selvom det i praksis sikkert i lige så høj grad er lavpraktiske og mere rutinemæssige diplomatiske drøftelser, der nu kan genoptages, og selvom der måske snarere er tale om en direkte kommunikationsforbindelse end en hotline, har genåbningen en signalværdi, der peger mod et nyt og måske lysere kapitel i relationerne mellem de to nabolande.

Reference:

Haraldur Þór Egilsson, ”The Origins, Use and Development of Hot Line Diplomacy”, Discussion Papers in Diplomacy, 2003.

Blogposten er også bragt som artikel i online-magasinet “Forskerzonen” på videnskab.dk, den 10. januar 2018. 

 

Skribent

Sanne Aagaard Jensen

Sanne Aagaard Jensen er historiker og ph.d-stipendiat på ENIGMA. Sanne Aagaard Jensen is historian and Ph.D.-candidate at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *