0

Den sidste spionaffære

Året var 1917.

Det meste af Europa havde siden skuddet i Sarajevo 1914 været i krig.

Danmark havde indtaget en neutral position i konflikten, men det var en svær politisk balancegang at opretholde neutraliteten. Ethvert forkert signal udadtil kunne potentielt sende Danmark ind i krigen. Al kommunikation blev derfor nøje gransket og til tider censureret. Blandt andet telegrafen var underlagt en streng censur.

Det var forbudt at videregive informationer, der kunne være skadelige for dansk neutralitet og sikkerhed, herunder informationer om dansk skibsfart.

Frygten for spioner

Der var en udbredt frygt for fremmede spioner og agenter i landet. Enver mystisk fremmed aktivitet i landet blev derfor undersøgt, og mange udlændinge, især tyske og russiske personers færden blev holdt under skarp observation af politiet. Også pressens arbejde blev fulgt tæt af Pressebureauet under Udenrigsministeriet, ikke mindst dækningen af spionsager i landet, da historierne kunne få landet til at fremstå som en spionrede i Europa.

Ved gennemlæsning af den nationale presse i tiden, skortede det da heller ikke på spionsager. Næsten månedligt i 1917 så en ny spionsag dagens lys i pressen. De enkelte sager blev oftest optrevlet af Opdagelsespolitiet under ledelse af assessor Thorup, som efterhånden blev et velkendt navn i pressen. En sag som særligt optog pressen i 1917, var historien om grosserer Schousboe, som angiveligt trak tråde til både England og Rusland og måske endda ind i det danske forsvar.

Sagen trak mange overskrifter, hvilket nok mest skyldtes, at den var gjort af det helt rette kriminalstof. Altså den slags, man kunne skrive bøger om: mystiske personer, hemmelige møder, lyssignaler over havet sent om natten.

Spionen i Rødby

Schousboe-affæren eller Rødby-affæren, som pressen også døbte den, involverede grosserer Schousboe: en tysk translatør, som ifølge pressen sent om natten nær Rødby skulle have afsendt lyssignaler ud over havet til fremmede krigsskibe i Femernbæltet. Schousboe havde ligeledes foretaget mange mistænkelige rejser til Rødby i perioden op til sin senere anholdelse i byen. Ifølge Berlingske Tidende havde det særligt været Schousboes mistænkelige rejseaktivitet rundt om til både danske, norske og svenske havnebyer, samt hans senere adfærd i Rødby, som havde fået ham i politiets søgelys. Op til sin anholdelse havde Schousboe opholdt sig sammen med kunstneren Hugo Larsen i Rødby, og begge mænds opførsel havde været mistænkelig ifølge de lokale.

Men der var også andre indikationer på, at Schousboe ikke havde rent på mel i posen. Ifølge Berlingske Tidende var det særligt mistænkeligt, at han aldrig fik tilsendt posten til sin egen adresse, men derimod altid selv afhentede den rundt om på landets posthuse. Og da politiet ransagede hans hotelværelse i Rødby fandt de i bedste agentstil en kniv gemt i hans stok.

I Socialdemokraten blev sagen om grosserer Schousboe hurtigt sat i forbindelse med en større engelsk-russisk spionring, og i Ekstra Bladet blev det antydet, at sagen havde haft forbindelse til en kaptajn i det danske forsvar, en Ingeniør Scipio. Sagen var tilspidset og Scipios chef gik ind i sagen. Han formulerede i et telegram henvendt til Udenrigsministeriet: ”Forsøg at stoppe alt uansvarligt pressevrøvl. Scipio er min Ingeniør, og De bedes retslig for mig forfølge alle skadelige Insinuationer.”

Alt var tydeligt på spil og i Udenrigsministeriet var man bekymret. Ikke kun for at sagen skulle sættes i forbindelse med et større internationalt netværk, men især for at den fremstilledes som en sag om militærspionage. Al telegrafkommunikation om Schousboe-affæren til den udenlandske presse blev stoppet. Den danske presse kunne ikke begrænses i sin rapportering om sagen, men man prøvede at forhindre, at historien blev spredt til de internationale medier.

En sag af sin tid

Både pressens dækning af Schousboe-affæren og Udenrigsministeriets håndtering af pressen vidner om den situation, Danmark befandt sig i under Første Verdenskrig. Aviserne var generelt vage i deres udlægning af sagen, og det er svært ud fra disse alene at få et indblik i sagens fulde omfang. De præcise detaljer om, hvad de enkelte personer havde gjort sig skyldige i – udover ”handelsspionage” og måske endda ”militærspionage” – fremstilledes ikke præcist i pressen. Dette kunne skyldes, at politiet for enhver pris har forholdt sig tavse.

Pressen skrev dog ivrigt om Schousboe-affæren og ligeledes en lang række andre spionsager. Så ivrigt, at Udenrigsministeriet i 1918, forsøgte at stoppe skriverierne. I en fortrolig meddelelse sendt ud til landets redaktioner, bad Udenrigsministeriet, at pressen så vidt muligt undgik at omtale spionsager, og at de især skulle undgå at nævne personer, som var knyttet til fremmede gesandtskaber og konsulater. Det lykkedes dog aldrig Udenrigsministeriet at stoppe pressens dækning af den sidste spionaffære.

 

Skribent

Ditte Maria Sørensen

Ditta Maria Sørensen er religionshistoriker og tidligere researcher i ENIGMAs forskningsafdeling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *