0

Den gode samtale – en ørkenvandring

Museets direktør Jane Sandberg har været på protreptisk vandring i den jordanske ørken. Her følger en personlig beretning om værdien ved at lytte og redskaber til at starte en god samtale.

Som museum for kommunikation arbejder vi på ENIGMA løbende med, hvordan vi skaber rammerne for en god samtale. Det gør vi, fordi vi tror, at samtale og dialog er omdrejningspunktet for, at vi som mennesker bliver klogere og bedre til at forstå vores omverden og dermed bidrage til den. I vores cafe tilbyder vi fx samtalemenuer som står side om side med den menu, der fortæller om, hvad du kan spise hos os. Og dagligt kan vores gæster møde museets eksperter, som formidler deres viden i dialog med publikum. Personalet i ENIGMA posthus kan fortælle om de museumsgenstande, som er udstillet ved siden af posthusets skranke, og kokken i vores cafe kan faktisk det samme.

Men hvad skal der egentlig til for, at den gode samtale opstår? Det fik jeg selv lov til at undersøge på en rejse til Jordans ørken i hænderne på Walk to Explore – en lille virksomhed, som arrangerer det, der i gamle dage ville hedde lederkurser, men i dag mere fair ville kunne betegnes som en disruption i enhver leders hverdag. Konceptet er enkelt: du rejser med 12-14 andre ledere. I skal vandre sammen, bo under primitive forhold og tale parvis og i grupper om grundlæggende værdier og konkrete udfordringer. Samtalerne hviler på protreptik – en samtaleform som har sine rødder i antik græsk filosofi og som – sagt på lægmandssprog – handler om at interessere sig mere for sin samtalepartner end for sig selv.

Således rustet mødte jeg op i lufthavnen iført vandrestøvler og en god portion skeptisk forventning. For kan det virkelig lade sig gøre at få 14 for hinanden ukendte mennesker til at belyse hinandens værdisæt og personlige udfordringer med konkrete resultater efter blot 4 dage? Det enkle svar er ja. For netop den protreptiske ramme, viste det sig, rummer muligheden for, at det magiske sker og den gode samtale opstår. Men den kan mere end det. Den kan også forene mennesker i et fællesskab på ganske kort tid. Begge dele noget, jeg tager med direkte tilbage på kommunikationsmuseet i mødet med vores gæster og i medarbejdergruppen.

Glem dig selv
Og vi lagde hårdt fra land. På førstedagen straks efter vi har fået fyldt rygsækkene med vand og madpakker, bliver vi parret to og to og skal tale om et konkret dilemma i vores hverdag. 30 minutter til hver, hvor rollerne fordeles sådan, at den ene forholder sig nysgerrigt til den andens dilemma uden at bringe sig selv i spil. Kun lytte og spørge. ”Når du lytter rigtigt til en anden, så er det ikke nødvendigt, at du hele tiden byder ind med anerkendende kommentarere ala ”det kender jeg godt fra mig selv”. Hvis du lytter rigtigt, er den anden slet ikke i tvivl”, som en af kursuslederne så rigtigt sagde. Det var også ham som beskrev, hvor rart det egentlig føles, når man lader være med at afbryde den anden med den kommentar, der kunne bringe ens egne erfaringer i spil. For mig var det svært, men også overraskende, hvor anderledes samtalen blev.

Vi kunne stadig se landsbyen vi netop havde forladt i disen bag os, da rollerne blev vendt og det blev min tur til at lytte. Først meget bevidst om ikke at afbryde og spejle min samtalepartners udsagn, for jeg havde jo masser af erfaringer, som lignede hans dilemma. Men jeg holdt igen, og samtalen blev virkelig anderledes. Og det var en god fornemmelse at lytte. Ikke dømme, ikke kommentere, men bare lytte. Det blev til en snak om forståelse for forskelligheder og rummelighed, og den rummede elementer, som stadig rumsterer i mit baghoved.

Samhørighed som gruppe
I en pause mellem to vandringer sidder gruppen i en forladt beduinlejr. Der er opmuret en bænk i gasbeton, og har vi sat os på række. Det eneste vi hører, er hinandens åndedrag. Stilheden brydes, da en tager en lille højttaler frem af vandrerygsækken, og lader Bono og Mary J. Blidge synge hul i ørkenstilheden i duet på nummeret ”One” som på fineste vis jo netop sætter ord på, hvad det er, vores gruppe har opnået. Vi er blevet En. Forenet. Da vi sidder i bussen på vej til lufthavnen siger en af mine rejsevenner det så fint: ”på et tidspunkt gik jeg bagerst og kunne se jer alle sammen. Det går min flok, tænkte jeg”. Dette lille øjebliksbillede er fastfrosset i min hukommelse som et helt konkret eksempel på, hvor hurtigt et autentisk fællesskab kan skabes. Tankevækkende om den erfaring kan bruges til at styrke fællesskabet i en allerede eksisterende organisation. Sikkert er det, at jeg skal gøre forsøget.

Skal man virkelig helt ud i den jordanske ørken for at føre gode samtaler og få stærke fællesskaber? Selvfølgelig ikke. Det protreptiske greb om samtalerne kan bruges alle steder. Begynd med dig selv. Start med at skabe rammerne for nærværet. Essensen af den gode samtale er nemlig evnen til at lytte til den anden.

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *