0

Museer som forretning

Den danske museumsbranche står i et besynderligt paradoks. Museerne aldrig haft flere besøgende – alene i 2015 besøgte flere end 16 mio. vores museer – men museernes økonomiske virkelighed er under voldsomt pres og kalder på udvikling af helt nye forretningsmodeller for at kunne sikre museernes videre eksistens, og muligvis også på en revision af museumsloven, som det bliver mere og mere vanskeligt at opfylde for de økonomiske trængte museer.

Jane Sandberg, museumsdirektør ENIGMA – Museum for post, tele & kommunikation

Jane Sandberg, museumsdirektør ENIGMA – Museum for post, tele & kommunikation

2015 blev et skelsættende år for den danske museumsverden. Kulturministeren bekendtgjorde besparelser på kulturområdet på 600 mio. kr. over de kommende tre år, fondslovgivningen blev ændret så fondenes muligheder for at støtte museerne blev ringere, og i november viste en Megafonundersøgelse, at hver anden dansker hellere vil spare på kulturstøtten end på støtten til militæret. Intet tyder på, at den nuværende regering ændrer kurs, så museerne står – som store dele af kulturlivet – over for betragtelige udfordringer for at få deres fremtidige økonomi til at hænge sammen for at være i stand til at indfri de politiske krav, som stilles til museerne. Mange museer har de senere år rationaliseret, nedlagt eller sammenlagt funktioner og set indefra er det svært at få øje på, hvor der kan hentes midler gennem yderligere omprioriteringer. Det kræver derfor omfattende nytænkning af museumsbranchens forretningsmodeller, hvis de danske museer fortsat skal holde et højt niveau for både formidling, indsamling, forskning og bevaring af vores fælles hukommelse – kulturarven, når nu vilkårene for at drive museerne forringes markant.

Vi har i Danmark en lang og fin museumstradition. Ikke kun publikumstilstrømningen viser, at museerne lykkes med meget. Flere danske museer har de seneste år modtaget international anerkendelse; senest blev Den Gamle By i Aarhus i maj i år hædret med The Luigi Micheletti Award som kan sidestilles med De Gyldne Palmer for museer, og M/S Museet for Søfart i Helsingør var i 2015 blandt de nominerede til prisen som European Museum of The Year. Mange danske museer publicerer internationalt anerkendt forskning, og museernes genstande udlånes ofte til udstillinger i udlandet.

Men de gode resultater til trods, så halter det gevaldigt med museernes evne til at fremføre vægtige argumenter for deres samfundsværdi og dermed også evnen til at forklare, hvorfor det er vigtigt, at samfundet investerer i kunsten og kulturen. En årsag kan være, at det står sløjt til med museernes selvværd. Direktør for Ny Carlsberg Glyptotek Flemming Friborg pegede sidste år på det han kaldte museernes “fundamentale mangel på selvtillid”. Friborgs skud fra boven kom som resultat af de mange formidlingstilbud som museerne forsøger sig med for at tiltrække gæster. Hans ærinde var at gøre opmærksom på, at der ingen grund er til branchens mindreværd. De danske museer bugner nemlig af kunst og kulturarv af høj kvalitet. Men hvis museerne ikke selv tror på deres værdi og pakker deres værker ind i alskens mere eller mindre tilfældig formidling, hvordan skal museernes gæster nogensinde finde ind til kunstens og kulturens kerne og selv opleve dens værdi? En vigtig og præcis diagnose af en branche som famler for at forsøge at indfri de stadigt voksende krav til egen indtjening og kreative forretningsmodeller.

For at forstå synspunktets gyldighed er det nødvendigt at kaste et blik på museernes vilkår. De statsanerkendte museer i Danmark hviler økonomisk på tilskud fra hjemkommune, staten, fondsmidler og på museernes evne til at skabe egen indtjening. Sidstnævnte har traditionelt været de indtægter som museerne kunne få ved entrebetaling, salg af varer fra museumsbutikken og udlejning af lokaler til særlige formål. Kreativiteten har været blomstrende; i dag tjener mange museer således gode penge på at stille sig til rådighed for alt fra børnefødselsdage til modeshows, konferencer og produktlanceringer. Men bortset fra at generere indtægter ved at udleje museernes fantastiske lokaler med uvurderligt indhold, så er det ikke i museumsverdenen man finder mange eksempler på innovation af nye forretningsmodeller. Og mon ikke årsagen til dette skal findes i netop museernes lave selvfølelse? Sat på spidsen tegnede direktør for SMK Mikkel Bogh ved sin tiltræden i 2014 i et interview et deprimerende billede, da han beskrev det museum, han ønskede at lave: Museet skulle være en banegård. Mig bekendt er en banegård et sted, man skynder sig væk fra!

Men hvor ligger så museernes kommercielle potentiale? Det er ret beset tankevækkende, at så få museer er i stand til at kapitalisere på deres spidskompetence: viden. Museerne ville kunne hente nyttig inspiration i, hvordan eksempelvis universiteterne arbejder. På universiteterne er det også viden, der er kerneydelsen, og det er den viden, som står i høj kurs, når universiteterne samarbejder med diverse virksomheder. Det er universiteternes medarbejdere der repræsenterer den fornemste værdi, fordi deres kompetencer er attraktive for virksomhederne. Universiteterne er i dag dybt professionelle i deres arbejde med medierne – de stiller deres eksperter til rådighed og er dermed medvirkende til, at disses viden bliver en væsentlig del af samfundsdebatten og bidrager på den måde til udvikling af vores samfund. Den tilgang kunne museerne lære meget af. Havde museerne etableret tætte forbindelser til erhvervslivet som andet og mere end smukke venues til produktlanceringer, havde vi måske også hørt erhvervslivets stemme tordne i protest, da de offentlige besparelser blev meldt ud. Det ville unægtelig veje tungt, hvis nogle af landets fremmeste erhvervsledere havde ytret en gedigen bekymring for samfundets ve og vel, da besparelserne på kulturområdet blev annonceret på samme måde som vi så det, da universiteterne blev ramt af besparelser. Men så længe museerne ikke har opnået en nødvendig status for erhvervslivet, så er der indlysende ikke støtte at hente fra den front.

Tiden er inde til en debat om, hvad vi som samfund forventer af vores museer. Et blik i de politiske partiers kulturpolitik viser en generel anerkendelse af kulturens betydning for vores store fællesskab – samfundet. Fra venstre til højre er partierne stort set enige om, at kultur kitter os sammen og det er vigtigt, at vi bevarer vores kulturarv for at stå på skuldrene af vores fortid. Der er også generel enighed om, at kunst og kultur skal gøres tilgængelig for alle – uanset den enkeltes kulturelle kapital. Flere politiske partier tilkendegiver i deres kulturpolitik også, at kunst og kultur har potentiale til også at løfte andre væsentlige samfundsopgaver. Der er i min optik ikke tvivl om, at museerne besidder en lang række potentialer som kan forløses til gavn for samfundet. Ikke nok med, at museerne forvalter vores fælles historie. Museerne har også indlysende kompetencer som kan bruges i arbejdet med integration, inklusion, samfundsdebat og vidensformidling. Også her er der potentiale for forretningsudvikling for museerne. Hvis disse forventninger skal indfries, er det nødvendigt at museerne griber i egen barm og i endnu højere grad også betragter sig som kommercielle virksomheder, der arbejder seriøst med forretningsudvikling. Og det er afgørende, at museumsbranchen selv medvirker aktivt til at skabe en diskurs i den offentlige debat, hvor kunstens og kulturens samfundsnytte formuleres og diskuteres. Ligesom det er afgørende, at den politiske diskurs lader kunsten og kulturen få plads som faktorer der skaber den nødvendige sammenhængskraft i vores samfund – også selvom den ikke altid er målbar i de økonomiske parametre som lige nu er de dominerende – og på trods af, at det måtte betyde, at vores nuværende museumslov skal ændres for at kravene til museerne står mål med deres økonomiske formåen.

Trykt som kronik i Berlingske 18. august 2016

Skribent

Jane Sandberg

Jane Sandberg er direktør på ENIGMA. Jane Sanderg is CEO at ENIGMA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *